23948sdkhjf

Bæredygtigt betonbyggeri rykker nærmere

Op mod 30 forskere, designere og idéudviklere mødtes i sidste uge hos Ambercon for at sætte turbo på udviklingen af Danmarks første højisolerede elementer i højstyrkebeton.
Baggrunden for workshoppen på Ambercon-fabrikken i Støvring syd for Aalborg er udviklingsprojektet ”Connovate”.

”Connovate” har netop modtaget et tilskud på 15 mio. kroner fra Højteknologifonden, og det sætter for alvor skub i et projekt, der gennem de senere par år er blevet udviklet hos forskningsafdelinger på bl.a. DTU, elementproducenten Ambercon, HPC-producenten Contec og arkitektvirksomheden Arkitema.

Mere plads – mindre spild
Kreativ leder for projektet hos Arkitema, Karsten Bro, fortæller, at det gennem processen er lykkedes at udvikle et stærkt betonelement, der uden kuldebroer kan overholde energiklasse 1.

Elementerne har samtidig en tykkelse på kun 25 cm, og det skaber spændende perspektiver for fremtidens betonbyggeri:

- Gevinsten med hensyn til vægt og håndtering – og dermed energiforbrug – er åbenlys. Desuden betyder den reducerede tykkelse populært sagt, at man i en traditionel lejlighed, hvor man altid arbejder med brutto-arealer, får et ekstra børneværelse foræret i forhold til det konventionelle elementbyggeri, siger han.

Prøvebyggerier i støbeskeen
Under workshoppen torsdag i sidste uge kunne alle se, hvordan selve elementerne til systemet bliver støbt og på den måde få en konkret forståelse af produktionsprocessen.

Workshoppen var den første af flere møder, der i løbet af de næste tre år skal gøre ”Connovate”s bud på fremtidens betonbyggeri klar til markedet. Prøvebyggerier er dog allerede nu under planlægning, og snart kan de første fuldskala-projekter vises frem for offentligheden:

- Vi producerer allerede nu fuldskala-byggeri i ”Connovate”-regi, og det tegner meget lovende for fremtiden. Så lovende at vi om ca. fire måneder kan fremvise ikke mindre end tre referencer, hvoraf den ene er at finde i Sydafrika, siger direktør Torben Enggaard fra Ambercon.

- Som producent kan vanens magt i svære tider være den klare årsag til, at man ikke allokerer kræfter nok til at tænke anderledes og langsigtet. Med ”Connovate” skaber vi fremtidens byggeelementer, og fordelene er overvældende i samtlige værdikæder – både hos os som producent og helt frem til slutbrugeren, slutter Ambercon-direktøren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.091