23948sdkhjf

Lemvigh-Müller lukker lager på Sjælland

Den danske stål- og teknikgrossist lukker sit lager i Køge og flytter aktiviteterne til centrallageret i Randers.
Siden den økonomiske krise tog fart i sommeren 2008, har mange industrivirksomheder i stort omfang outsourcet deres produktion til udlandet.

Samtidig er den danske erhvervsaktivitet i almindelighed og byggeaktivitet i særdeleshed faldet til et historisk lavt niveau.

Det har betydet, at grossistmarkedet for stål er faldet fra ca. en million tons årligt til lidt over det halve, og det berører i høj grad Lemvigh-Müller:

- Vi ser ikke nogen tegn på vækst i markedet, og derfor er vi tvunget til at tilpasse vores lager- og produktionskapacitet på stålområdet, så den kommer til at matche de markedsvilkår, som vi kan forvente i de næste mange år, oplyser direktøren for området, Morten Trolle fra Lemvigh-Müller.

Flest stålleverancer i Vestdanmark
Beslutningen om at tilpasse kapaciteten medfører, at Lemvigh-Müller med virkning fra den 29. oktober lukker for ekspedition af kunder på centrallageret i Køge.

Herefter bliver al centrallageraktivitet samlet på virksomhedens hovedlager i Randers:

- Det kan virke paradoksalt, at det faktisk er vores mest moderne centrallager, der bliver lukket, men ud fra en økonomisk og rationel betragtning er det helt klart den bedste løsning på både kort og længere sigt. Langt de fleste stålleverancer finder sted vest for Storebælt, og derfor er det mest hensigtsmæssigt at lade Randers være udgangspunktet for al stållogistik fremadrettet, fortæller Morten Trolle.

Samarbejde med Ib Andresen Industri
Samtidig med lukningen i Køge bliver Lemvigh-Müllers coil-bearbejdningscenter i Brøndby ændret til at være en specialiseret enhed med opgaver inden for klipning og spaltning af aluminium, rustfrit stål og metaller.

Den hidtidige bearbejdning af alt sort stål og store tonnager i almindelighed vil fremover blive udført i et udvidet samarbejde med Ib Andresen Industri, der har store kompetencer og stor kapacitet på dette område.

Beslutningen om at fokusere på aluminium, rustfrit stål og metaller passer godt ind i Lemvigh-Müllers strategi på disse produktområder og sikrer samtidig, at fleksibiliteten i Brøndbys produktionsapparat udnyttes optimalt fremover:

- Begge beslutninger har været særdeles vanskelige, men er truffet på baggrund af grundige analyser omkring Lemvigh-Müllers fremtidige behov og forretningsmuligheder, fortæller Morten Trolle.

- Der har ganske enkelt ikke været nogen anden langtidsholdbar løsning. Til gengæld er vi overbeviste om, at vi har sikret, at Lemvigh-Müller også fremover vil være den mest omkostningseffektive, lagerførende grossist på stål- og metalområdet – og at vi med en nicheproduktion inden for coil-bearbejdning har skabt et sundt og fremtidssikret fundament for denne del af forretningen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.299