23948sdkhjf

Klumme: Brancheforening vil præge fremtidens byggeri

Danske Arkitektvirksomheder indleder nu jagten på morgendagens løsninger til byggeriet. ”Fremtiden skabes af nogen – det kan lige så godt være os”, skriver Bjarne Bonné i sin klumme.
Klumme af kommunikationsmedarbejder Bjarne Bonné, Danske Arkitektvirksomheder

Danske Arkitektvirksomheder fejrer 50 års jubilæum i år.

Kigger vi indad og fokuserer snævert på foreningen er vi i fin form – langt hen ad vejen bliver vi nødt til at indrømme at vi aldrig har været stærkere.

Det ser straks værre ud når vi løfter blikket og ser ud på den branche, vi repræsenterer.

Arkitektvirksomhederne har, som de øvrige virksomheder i byggesektoren, været ude i en voldsom økonomisk nedtur. Næsten alle har måttet skille sig af med medarbejdere, kampen om opgaver er tilspidset, indtjeningen er under pres.

Arkitekturen er en værdifuld ressource
Meget af dette hører til de sædvanlige virkninger af en konjunkturel nedgang, men hinsides konjunkturbølgerne står arkitektbranchen endvidere med store, strukturelle udfordringer.

De vigtigste er digitalisering, ændrede rollefordelinger mellem de forskellige involverede parter i byggeprocessen, nye krav om bæredygtighed i bred forstand (økonomisk, socialt, miljømæssigt) og epokegørende forskydninger i den globale økonomi.

Arkitekturen er en gammel, hæderkronet branche, et lille klassisk erhverv, hvis historie går flere tusind år tilbage i tiden. Dét er ingen garanti for at erhvervet også kan finde en plads i fremtiden, men dog et ankerpunkt at gribe efter i vanskelige tider. Det er også en ressource: Fagets lange historie repræsenterer en værdifuld ophobning af viden, kunnen og erfaring.

Nye løsninger der skaber værdi
I Danske ARK vælger vi at fejre vort jubilæum ved at se positivt på fremtiden under slaglinjen ”Push the future”. Fremtiden skabes af nogen – det kan lige så godt være os.

Omvæltninger og udfordringer er der nok af til at de kan opleves overvældende – de kan også gribes som anledninger til at finde nye måder at drive arkitektvirksomhed på.

Nye måder at bruge fagets metoder til at finde gode løsninger, som skaber værdi for såvel bygherrer og andre kunder som for samfundet i øvrigt.

En god arkitekt skaber hele løsninger
Arkitekturen er et visuelt fag, men skal der sættes ord på dets kerne er arkitektur en særlig viden og kunnen indenfor skabelse af rum for menneskelig udfoldelse. En viden som på mange måder er paradoksal i sit væsen.

Arkitektur er den specialiserede form for tænkning, som har gjort et speciale af at favne udfordringer i deres helhed. En god arkitekt er en specialist i holistisk problemløsning.

Arkitektur er desuden et vidtspændende fag: På den ene side er det en kunstart (det er derfor den københavnske arkitektskole ligger på Kunstakademiet), der søger at realisere æstetiske værdier og tale til vore følelser.

På den anden side er det beslægtet med håndværket i sin optagethed af praktiske, funktionelle, håndgribelige og realiserbare løsninger.

Bæredygtighed er andet end klima og miljø - det er også for arkitekter
Vi er overbeviste om, at der bliver masser at gøre for dette speciale også i fremtiden. Man kan blot tænke på hele paletten af miljø- og klimaproblemer, som på det nærmeste skriger på samlede og sammenhængende løsninger.

Vist er energiforsyning og energiudnyttelse centrale, men bæredygtighed er i vor optik langt mere end gode energiløsninger. Miljøet er kun én af bæredygtighedens dimensioner – de andre er økonomisk og social bæredygtighed.

Økonomisk bæredygtighed omfatter både den langsigtede totaløkonomi for en bygherre og et ansvar for de afledte samfundsøkonomiske konsekvenser af en foreslået løsning. Den sociale bæredygtighed omfatter bl.a. arbejdsmiljø og tilgængelighed for alle, uanset deres funktionsevne.

At sagen hermed kompliceres gevaldigt er sikkert og vist – det er derfor vi er overbevist om at der også de kommende år vil være nok at lave for arkitektvirksomheder, som kan bruge hele deres faglige og historiske ballast til at gøre sig selv til foretrukne leverandører af højt specialiseret rådgivning om helheder.

Kilde: Danske Arkitektvirksomheder

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079