Tidligere KT Electric-folk køber nordjysk installatørfirma
Siden etableringen i 1944 har NT El-Service i Svenstrup ved Aalborg været drevet af familien Trier.
Men efter bortgangen af indehaver Niels Trier har hustruen Bente Trier nu solgt virksomheden til Kenneth Burkal og Casper Stendahl.
Begge kommer fra stillinger som overmontører i Aalborg-afdelingen hos KT Electric.
- Vi har arbejdet både små og store steder, så vi har nogle klare tanker om, hvad en lokal servicevirksomhed skal bygge på i forhold til både kunder og personale, og det er den tætte, personlige kontakt, siger Kenneth Burkal i en pressemeddelelse.
Hidtil har NT El-Service beskæftiget sig med serviceopgaver, og de nye ejere planlægger af forsætte med at servicere private, erhverv, boligforeninger og skoler samt at udføre el-opgaver på nybyggeri.
- Planen er ikke at åbne andre matrikler, men at få fodfæste i lokalområdet og så vokse støt, når opgaverne kommer ind. Vi vil ikke være store, men serviceorganet der kommer klokken 08.00, når vi har aftalt klokken 08.00. Det har altid været firmaets DNA, og det går vi videre med, forklarer Casper Stendahl.
Efter overtagelsen 1. september fortsætter Bente Trier som kontordame for at sikre, at kulturen bliver viderebragt, samt at kunderne bliver overdraget ordentligt til de nye ejere.
- Jeg valgte at sælge til Kenneth og Casper, fordi jeg er overbevist om, at de vil føre virksomheden videre i samme ånd. Det er super positivt, at de går op i medarbejderpleje, for vores svende er gode, loyale folk, der har arbejdet her i ti, 14 og 20 år, forklarer Bente Trier.
NT El-Service beskæftiger fem svende, tre lærlinge og en kontordame. Derudover vil Kenneth og Caspers hustruer Cecilie og Renate hjælpe til med administrativt arbejde.