23948sdkhjf

Store opgaver til Dansk Boligbyg i Odense

Horsens-entreprenøren har sikret sig tre totalentrepriser med i alt 456 nye boliger.

Onsdag blev første spadestik taget til et nyt boligbyggeri med 160 lejligheder i Cortex Park ved Odense Universitet.

Det er Humlebo Gruppen, der har udviklet projektet, som opføres af Dansk Boligbygs Odense-afdeling i totalentreprise.

Og det er langt fra de eneste byggerier, som Dansk Boligbyg skal bygge i Odense i den kommende tid. Således har boligentreprenøren og Humlebo Gruppen yderligere indgået aftale om to totalentrepriser til en samlet værdi af 258 mio. kroner på den tidligere Coop-grund på Østerbro i Odense.

De tre projekter har ikke været i udbud, men er udviklet i et tæt samarbejde mellem bygherre, totalentreprenør og rådgivere:

- Humlebo Gruppen er ejet af Vagn Rasmussen, som jeg har haft et godt og tillidsfuldt samarbejde med igennem mange år. Den tillid er årsagen til, at det er lykkedes os at lande disse opgaver, fortæller Per Andersen, der er afdelingsleder hos Dansk Boligbyg i Odense.

Skaber et solidt fundament
Det er lidt mere end syv år siden, at Per Andersen bankede på døren hos Dansk Boligbyg i Horsens med et forslag om at starte op på Fyn.

Virksomheden var dengang så småt begyndt at få opgaver på Fyn, og daværende direktør Ole Rasmussen var hurtigt med på idéen om mere lokal tilstedeværelse i det fynske.

Per Andersen, der har en fortid i MT Højgaard og Arkitektgruppen, fandt hurtigt både lokaler, opgaver og ansatte, og den nye afdeling fik således, hvad han selv har betegnet som en lodret start.

I dag beskæftiger Dansk Boligbyg 10 mand i Odense. Og med de nye entrepriser, hvoraf de to stryger helt til tops på listen over afdelingens hidtil største, synes fundamentet for de kommende år nu ganske solidt.

- Vores ordrebog er godt fyldt op, men vi har styr på organisationen og øjnene åbne for nye muligheder, siger Per Andersen.

Dansk Boligbygs nye projekter

Dansk Boligbyg i Odense skal for Humlebo Gruppen bygge 456 etageboliger med et samlet etageareal på 36.400 kvadratmeter. Der er tale om tre projekter, der igangsættes næsten parallelt med start den 4. september. Projekterne omfatter henholdsvis 160 boliger i Cortex Park ved Odense Universitet samt 240 og 56 boliger på Østerbro.

Projektet med opførelse af 160 lejligheder i Cortex Park omfatter seks punkthuse i 4-5 etager og med 2-, 3- og 4-værelses lejligheder på 64-102 kvadratmeter. Odense-firmaerne Archidea og OBH er henholdsvis arkitekt og rådgivende ingeniør. De første boliger bliver afleveret ultimo 2018, og hele projektet skal være afsluttet i maj 2019. Det samlede etageareal bliver på 13.500 kvadratmeter. Humlebo Gruppen har undervejs i processen solgt projektet videre til 3C Groups.

På den tidligere Coop-grund på Østerbro i Odense skal Dansk Boligbyg opføre 296 etageboliger, fordelt med to projekter på henholdsvis 18.500 og 4.500 kvadratmeter med Odense-firmaerne Creo og Niras som arkitekt og rådgivende ingeniør. Det største af de to projekter er solgt til Topdanmark Ejendom og omfatter fire karréer, der indrettes med 240 lejligheder med 2, 3 eller 4 værelser i størrelser fra 59 til 108 kvadratmeter. Det mindste projekt omfatter 56 lejligheder på et tilstødende byggefelt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.101