Jem & Fix kæmper mod firkantede affalds-regler
Byggemarkedskæden betaler mange steder gebyrer for adgang til kommunale genbrugspladser, selvom de ikke bruger dem. Det er nemlig meget svært at få fritagelse i flere kommuner.
For selvom de ikke bruger pladserne, skal de som udgangspunkt betale gebyr alligevel. Det oplyser Erhvervsbladet.
Som at løbe panden mod en mur
Blandt de virksomheder, der har forsøgt at slippe for gebyrerne, er Jem & Fix-kæden med 76 byggemarkeder fordelt over hele landet.
Adm. direktør Svend Pedersen oplyser ifølge Erhvervsbladet, at kæden har forsøgt at søge fritagelse for affaldsgebyr i de fleste af sine butikker. Flere steder uden held, for reglerne tolkes tilsyneladende meget forskelligt fra kommune til kommune:
- Vi er mødt mange forskellige argumenter og grunde til, at vi ikke kan blive fritaget. Bl.a. at vi skal dokumentere vores affaldsfraktioner fem år tilbage, eller at hvis vi har brændbart affald eller deponeringsaffald, så kan vi ikke forvente fritagelse. Det føles, som om vi hele tiden løber panden mod en mur, siger Svend Pedersen.
De steder, hvor Jem & Fix har fået fritagelse, gælder aftalen kun for 2010, og i 2011 skal kæden således søge igen.
Utroligt det skal være så svært
Erhvervsbladet har også talt med Dansk Erhverv, hvor chefkonsulent Josefine Thrane Sletten betegner reglerne som en ”stor gene”:
- Det er utroligt, at det skal være så svært for virksomhederne at slippe for at betale gebyr for noget, de ikke bruger. Danmark har 98 kommuner, og der er derfor i princippet mulighed for 98 forskellige ordninger for fritagelse for affaldsgebyret, siger hun.