Fynske firmaer skal bygge veteranhjem i Odense
Over 2.400 veteraner er i dag bosat på Fyn, og de kan nu se frem til et nyt veteranhjem, der opføres på Søndre Boulevard nær Odense Universitetshospital.
- Det er en dag, vi har set frem til længe. Nu kan vi komme i gang med at bygge et hus til vores veteraner, der om nogen fortjener de bedste rammer for livet. Det gælder både de, der blot søger fællesskabet med andre veteraner, og de der har brug for mere støtte i hverdagen, siger rådmand Steen Møller, der er formand for byggeudvalget bag Veteranhjem Odense.
Veteranhjem Odense er tegnet i samarbejde mellem arkitektfirmaerne Isager Arkitekter og Cornelius + Vöge, der også sammen har tegnet Nordatlantisk Hus på Odense Havn. Masanti Danmark er rådgivende ingeniør.
Byggeriet til godt 18 mio. kroner skal stå færdigt i 2018 og opføres af murermester Per Bekkelund, Rosenberg Ventilation, Dansk Installations Teknik samt Malergruppen, Boris Christensen. Archifield er bygherrerådgiver.
Første spadestik til Veteranhjem Odense bliver taget i fællesskab af de to initiativtagere Steen Møller og Henrik Dyhr sammen med en af de lokale veteraner torsdag den 31. august kl. 12.30 på Søndre Boulevard 15b, 5000 Odense C.
Projektet er finansieret igennem en donation på 9,6 mio. kroner af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal samt en bevilling på 8 mio. kroner fra Folketinget.