23948sdkhjf

Henning Larsen og AH Byg klar til indvielse

Efter fem års arbejde er Hospice Søndergård i Måløv nu klar til at tage imod sine beboere. Byggeriet er et demonstrationsprojekt under “Program for Det Gode Hospice”.
Det nye Hospice Søndergård er på ca. 1740 m² og er bygget op som en fortolkning af en traditionel gård.

Huset har plads til 14 beboere, og der er lagt vægt på at skabe et hjemligt miljø og hver beboer kan præge sin 36m² møblerede bolig.

- Med Hospice Søndergård har vi vist, hvordan arkitekturen kan indgå i hospicetanken og skabe de bedst mulige fysiske rammer, siger Marianne Kofoed, projektleder i Realdania, som har støttet projektet som led i sit “Program for Det Gode Hospice”.

Indvielsen den 25. oktober vil blive foretaget ved formanden for Hospice Søndergård, Erik Ross Pedersen. Blandt talerne er desuden hospicechef Lise-Lotte Andersen:

- Det bliver utroligt spændende endeligt at komme i gang med vores egentlige opgave efter en dejlig lang intensiv introduktionsperiode. Vi har et fantastisk kompetent og engageret personale, der glæder sig til at byde de første beboere velkommen og tage disse smukke rammer i brug, siger hun.

Fakta om byggeriet
Hospice Søndergård er opført med støtte fra Realdania som et demonstrationsprojekt for det udarbejdede “Program for Det Gode Hospice”. Projektet har endvidere modtaget støtte fra Tryg Fonden.

Arkitekt på byggeriet er Henning Larsen Architects, mens AH Byg A/S har været totalentreprenør.

Hospice Søndergård er en selvejende institution under OK-Fonden, der er en nonprofit organisation med virke indenfor plejehjem, psykiatriske tilbud, senior boliger og hospice.

Fakta om "Det Gode Hospice i Danmark"
Realdania vil med programmet undersøge og vise, hvordan arkitekturen og de fysiske rammer kan spille sammen med hospicefunktionen og dermed være med til at understøtte den menneskelige omsorg i en svær tid.

Programmet er båret af et ønske om at skabe fornyelse i det danske institutionsbyggeri. Målet er at få rammer, indhold og behov til at smelte sammen i enhed, som både menneskeligt, fagligt og arkitektonisk støtter op om de mennesker, der skal bruge hospice, dvs. patienter, pårørende, frivillige og personale.

Der er i den forbindelse udarbejdet en rapport, "Programmet for Det Gode Hospice i Danmark", som påviser det potentiale, der ligger i at arbejde bevidst med udformningen af de fysiske rammer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093