Konkurrencen om Danmarks nye rockmuseum er skudt i gang
Roskilde Museum har netop sendt konkurrencen om den 50.000 m² store bydelsplan i prækvalifikation.
Museet skal etableres i sammenhæng sammen med Roskilde Festival Højskole og Roskilde Festivals nye hovedkvarter. De tre steder bindes sammen af et stort fælles areal, som bl.a. rummer café, scene og velkomstområde.
I alt er det planen at bygge ca. 11.200 m² på det 50.000 m² store konkurrenceområde. Byggeriet skal realiseres i flere etaper af forskellige bygherrer; herunder Danmarks Rockmuseum, Roskilde Festival Højskole og Roskildegruppen.
Gennemføres i to etaper
Roskilde Museum forventer at udvælge fem potentielle totalrådgivere på baggrund af den igangværende prækvalifikation.
De deltagende teams skal bestå af både arkitekter, ingeniører og landskabsarkitekter, og konkurrencen vil blive gennemført i to etaper.
Selve bydelsplanen udgør konkurrencens første etape. Herefter indsnævres deltager feltet forud for konkurrencens anden etape, der omhandler selve byggeopgaven.
Prækvalifikationen ventes afgjort i starten af december, og den samlede konkurrenceperiode vil strække sig fra december 2010 til juni 2011..
Fristen for at komme i betragtning til projektet er den 22.11.2010. Se EU-bekendtgørelsen om projektkonkurrencen her .
Om Danmarks Rockmuseum
Musset skal være et rockeksperimentarium, hvor de besøgende kan se, høre og mærke den danske populærmusiks historie fra 1950’ernes rock’n’roll og frem til i dag – med et bud på i morgen. Historien fortælles gennem en fast udstilling og flere tematiske særudstillinger.
Rockmuseet kommer til at ligge et sted i grænselandet mellem et traditionelt museum og et oplevelsescenter. Udover udstillingerne vil gæsterne derfor også få mulighed prøve kræfter med at indspille musik og trykke den af på scenen foran et jublende 3D publikum.
Museet udstyres med interaktive produktionsrum, udstillingsfaciliteter, lydstudie, bibliotek samt undervisnings- og forskningsfaciliteter.