Mere arbejde til Davidsen Partnere
Entreprenøren med afdelinger i Fredericia, Århus, Esbjerg, Sønderborg og Roskilde har netop føjet seks nye opgaver til ordrebogen.
To af de nyeste opgaver skal udføres i Århus-området for henholdsvis Århus Kommune og Flexiket A/S i Risskov.
Kontrakten med Århus Kommune omhandler opførelse af et nyt tankanlæg på Århus-værket samt ombygning af en eksisterende maskinhal samme sted.
Hos Flexiket er der indgået aftale om udvidelsen af produktionsarealer, og begge opgaver igangsættes straks under ledelse af Davidsens Århus-afdeling.
Fire opgaver i Sønderborg og Nordborg
Lidt længere syd på – i Sønderborg-området – har datterselskabet Johan C. Nielsen A/S indgået aftaler med Müller Gas Equipment A/S, Sønderborg Kommune, Idrætshøjskolen i Sønderborg samt Universitets- og Bygningsstyrelsen (UBST).
For førstnævnte skal selskabet opføre en produktionshal og en administrationsbygning på i alt ca. 2.000 m². Byggeriet finder sted i Sønderborg og påbegyndes straks.
Opgaven for Sønderborg Kommune omhandler udskiftning af tag på Nørreskovskolen i Nordborg, og en lignende opgave skal udføres for den selvejende institution Idrætshøjskolen i Sønderborg. Som led i den sidste aftale – hos UBST – skal Johan C. Nielsen foretage inspektion af i alt 120 boliger i region Syddanmark.
Davidsen Partnere oplyser, at de seks opgaver sammenlagt beløber sig til cirka 21 mio. kroner.
Læs mere om virksomhedens nyeste projekter i artiklerne:
Davidsen Partnere sikrer sig to nye ordrer
Flere ordrer til Davidsen Partnere