23948sdkhjf

Community House efter amerikansk forbillede

Patkau Architects fra Canada og Aarstiderne Arkitekter står bag et nyt multihus i midtjyske Isenvad. Budgettet er på 25 mio. kroner.
Det første danske eksempel på et "Community House", som det kendes fra Canada og USA, etableres i Isenvad i Ikast-Brande Kommune.

Huset bliver på 1.210 m² og opføres i tilknytning til landsbyskolen Isenvad Skole. Det kommer til at bestå af to bygninger, der placeres i den eksisterende skolegård og forbindes med en stor overdækket passage.

Det er den canadiske arkitektvirksomhed Patkau Architects, der har skabt konceptet bag Isenvad Multihus, hvorefter det er færdigudviklet af de danske arkitekter fra Aarstiderne.

Lokale- og Anlægsfonden har været involveret i udviklingen og støtter projektet med 5 mio. af de i alt 25 mio. kroner, som huset koster at bygge.

Begejstrede brugere
Idéen bag multihuset er at fremme samarbejdet mellem mange forskellige brugere, og byggeriet vil således skabe plads til både idræt, kultur og spejdere.

Bent Bækgaard, der er formand for bestyrelsen bag projektet, fortæller, at alle interessegrupper er begejstrede for projektet:

- Inspirationen fra Lokale- og Anlægsfonden og de valgte arkitekter har hævet projektet til et niveau som vi ikke troede muligt, siger han.

Fleksibelt hus med mange muligheder
I den ene del af huset etableres en sal til idræt, bevægelse og kultur i forlængelse af Isenvad Skoles eksisterende gymnastiksal. Her etableres endvidere fitnessrum og ungdomsrum.

Fra salen bliver der mulighed for at åbne store porte op, så salen kan slås sammen med et nyt udendørs landsbytorv, der også etableres ved skolen.

I den anden del af multihuset bliver der plads til et større aktivitetsrum, der kan deles i tre samt foreningsrum, multirum og fælleszone til ophold. Denne del af huset vil særligt blive brugt af skolefritidsordningen og spejderne.

Her placeres også store porte, der kan forbinde spejdernes indendørs aktiviteter med et udekøkken og andre udendørs aktiviteter.

- Lokale ildsjæle i Isenvad har sammen med Fonden skabt det første eksempel på et fælleshus, hvor alle beboere i et lille lokalsamfund kan søge hen. Et sted, hvor de forskellige fritidsaktiviteter stilles lige, og hvor der er plads til alle uanset alder. Det er samtidig et eksempel på, hvordan en lille landsbyskole kan være en del af faciliteter, der rækker meget længere end undervisning og bliver et samlingspunkt i hverdagen fra morgen til aften, siger Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079