23948sdkhjf

Skandinavisk Køkkengruppe begærer to selskaber konkurs

Køkkenkoncernen har indgivet en frivillig konkursbegæring for datterselskaberne BigaConcept A/S og SKG Detail ApS.
Ifølge koncernchef Anders Hornebo er begge selskaber stærkt underskudsgivende, og det er potentielt en trussel for både moderselskabet og de to tilbageværende datterselskaber; Kitchn og Boform.

Skandinavisk Køkkengruppe lukkede i slutningen af 2009 sin BigaConcept-fabrik i Hjorthede og flyttede produktionen til Aulum , men det har altså ikke været tilstrækkeligt til at stoppe underskuddet:

- Vi har taget det drastiske skridt for at stoppe yderligere tab, og vi vil nu bruge alle vore ressourcer på de resterende sunde dele af SKG A/S. Det er trist at skulle lukke for salg og produktion af et kvalitetsmærke som BigaConcept, men som markedet er nu, er der en betydelig overkapacitet i køkkenbranchen, siger koncernchefen.

Kitchn og Nettoline giver overskud
Anders Hornebo fastslår, at konkursen ikke forventes at få nogen betydning for de øvrige varemærker i Skandinavisk Køkkengruppe:

- Det er kun vores datterselskab Kitchn A/S med varemærkerne Kitchn og Nettoline, der har bidraget positivt til resultatet efter skat i både 2008 og 2009. Sammenligner vi det med vore konkurrenter, er Kitchn og Nettoline blandt de meget få selskaber, der i øjeblikket har overskud, siger han.

Tilbage til det, vi er bedst til
Anders Hornebo finder udviklingen dybt beklagelig, men ledelsen vurderer, at det er bydende nødvendigt med disse ændringer for at sikre fremtiden for Boform, Kitchn og Nettoline:

- Vi vil tilbage til det, vi er bedst til i selskaberne, og vi vil anvende flest mulige ressourcer ude på markedet for at støtte vore forhandlere. Med lukningen af BigaConcept vil vi kunne tilføre vore forhandlere i Kitchn og Nettoline samlede skabe samt et udvidet sortiment tilpasset det standardsortiment, der i dag findes i Kitchn og Nettoline, fortæller Anders Hornebo.

I kølvandet på BigaConcept-konkursen er der planer om at tilføre yderligere kapital til de fortsættende selskaber Kitchn A/S og Boform A/S.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099