23948sdkhjf

Rentefald koster på bundlinjen hos Jeudan

Både omsætning og driftsresultat er øget markant i 1. halvår, men store kurs- og værdireguleringer gav et samlet underskud på knap 121 mio. kroner efter skat.
Halvårsregnskabet fra ejendomsselskabet Jeudan vidner om markant fremgang i såvel omsætning som virksomhedens drift.

Således er nettoomsætningen øget med 24 % til 454 mio. kroner, mens resultatet på 270 mio. kroner før finansielle poster er 35 % bedre end i fjor.

- Halvårsregnskabet viser øget aktivitet og lønsomhed, og det er dermed i god overensstemmelse med Jeudans strategi, mener bestyrelsesformand Niels Heering.

Kursreguleringer som følge af rentefaldet i 1. halvår har dog i voldsom grad påvirket nettoresultatet negativt, og det betyder, at Jeudan er kommet ud med et underskud på 161,9 mio. kroner før skat. Til sammenligning endte 1. halvår 2009 med et overskud på 217,7 mio. kroner før skat.

Jeudan påpeger dog, at tabet indtægtsføres igen over lånenes løbetid, og samtidig har den rekordlave rente givet selskabet mulighed for at reducere de fremtidige renteomkostninger gennem en omlægning af dele af finansieringen:

- Kurstabene skal ikke ignoreres, men de har baggrund i en gunstig renteudvikling, som vi har benyttet os af, og som vil være til gavn for Jeudan fremover, siger Niels Heering.

Jeudans udlejningsprocent var 95,6 % ved udgangen af 2. kvartal mod 95,0 % efter 1. kvartal.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097