23948sdkhjf

Grossister satser på ’grønne’ byggematerialer

Hele 86 % af de danske grossistvirksomheder forventer, at markedet for grønne byggematerialer, vvs-produkter og el-artikler vil få stor betydning de næste 1-2 år.
Grønne løsninger synes for alvor at være på dagsordenen hos danske handelsvirksomheder.

Det er konklusionen hos Oxfordi Research og DI Handel, der netop har afsluttet en undersøgelse af grossistvirksomhedernes forventninger til et fremtidigt marked for klima- og energivenlige produkter.

I alt 431 virksomheder i Danmark, Norge, Sverige og Holland er blevet spurgt, og undersøgelsen viser bl.a., at forventningerne er betydelig større hos de danske grossister, end hos deres svenske og hollandske konkurrenter.

Nichemarkeder får mere markant rolle
I DI Handel er man ikke overrasket over den stigende interesse for grønne produkter, men direktør Lars William Wesch ser alligevel analysen som et ekstra kraftigt signal:

- Mange b2b handelsvirksomheder satser målrettet på den grønne dimension i produkter, fx ved særlig markedsføring af energivenlige byggematerialer eller produkter med en særlig grøn certificering. At næsten ni ud af ti virksomheder forventer at klimarigtige produkter vil få stor betydning for deres branche er nu alligevel en nyhed. Det tyder på, at mange såkaldte nichemarkeder med grønne produkter forventes at ville få en helt anden rolle i løbet af en årrække, siger han.

Forventninger størst i Danmark og Norge
I undersøgelsen forventer hele 86 % af de danske grossister, at miljøvenlige produkter og løsninger inden for eksempelvis vvs, byggematerialer, el-artikler og kontorvarer vil spille en endnu større rolle de næste 1-2 år.

Kun i Norge har grossistvirksomhederne samme høje forventninger til det grønne marked som i Danmark, mens den tilsvarende andel i Sverige og Holland ligger på henholdsvis på 71 % og 64 %.

Samme undersøgelse viser, at grossistvirksomhederne, uanset branche, er gennemgående enige om, at disse miljøvenlige produkter og løsninger bliver én af de helt centrale konkurrenceparametre fremover.

Forbrugerne er også med
Samtidig viser en anden undersøgelse, som Catinét har foretaget for DI Handel, at virksomhedernes forventninger stemmer ret godt overens med forbrugernes efterspørgsel.

Således forventer 37 % af de danske forbrugere at få foretaget energibesparende installationer i løbet af de næste 1-2 år.

I DI Handel tager man konsekvensen af den store efterspørgsel efter mere viden med et nyt storstilet samarbejde. Sammen med Energibranchen og byggematerialeproducenter vil man henvende sig direkte til forbrugere og håndværkere med en opfordring til at satse mere på energibesparende renovering. Det sker gennem kampagnen ”Energitjeck 2010” som gennemføres i ugerne 40-44 i efteråret.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078