Odense-entreprenør skal renovere Augustenborg Slot
Bygningsstyrelsen har efter et EU-udbud indgået totalentreprisekontrakt med Hansson & Knudsen om en renovering af Augustenborg Slot på Als.
Renoveringen løber op i omkring 100 mio. kroner, og Odense-entreprenøren har vundet opgaven i samarbejde med Niras og Cubo Arkitekter.
I alt ombygges og renoveres 4.760 kvadratmeter af hovedbygningen med henblik på at skabe 300 fleksible kontorarbejdspladser til medarbejdere fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.
Bygningsstyrelsen, der er bygherre på ombygningen og renoveringen, oplyser, at slottets klassiske, enkle og stilrene udtryk i videst mulige omfang vil blive bevaret.
- Udgangspunktet er, at de eksisterende fysiske rammer i størst muligt omfang forbliver intakte og samtidig klargøres til den nye funktion som kontorarbejdsplads ved at tilføje få nye elementer, lyder det i en pressemeddelelse.
Projektet omfatter blandt andet restaurering af to hovedtrapper og opsætning af ny belysning. Der etableres tekøkkener, fælles opholds- og møderum, nye toiletter samt i alt 27 åbne kontorrum.
Der bruges gedigne og holdbare materialer overalt. Designmæssigt er der valgt messing til bl.a. riste til ventilation, i boksene til el udtag i gulvet og til skiltning, ligesom messing forventes at gå igen i mange af de øvrige, nye bygningselementer.
Ombygningen og renoveringen forventes afsluttet i slutningen af 2018. Her kan medarbejdere fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, der allerede nu arbejder i midlertidige kontorlokaler i sidebygningerne, flytte ind i hovedbygningen.