23948sdkhjf

Jönsson Entreprise opruster til travle år

Et stærkt 2016 og fyldte ordrebøger til langt ind i 2018 sætter gang i ansættelserne hos den nordsjællandske entreprenørvirksomhed.

Jönsson Entreprise A/S er kommet ud af 2016 med sit hidtil bedste resultat.

Overskuddet før skat er vokset til 4,8 mio. kroner på basis af en omsætning, der er tæt på fordoblet fra omkring 50 til 95 mio. kroner.

- Vi går målrettet efter en kontrolleret og sund vækst med en rimelig dækningsgrad. Det er lykkedes igen i år, og det er jeg rigtig godt tilfreds med, siger direktør Thomas Normann.

Opstod efter Jönsson-konkurs

Over 120 medarbejdere mistede jobbet, da byggefirmaet Jönsson i slutningen af 2013 måtte dreje nøglen som følge af Engsø Gruppens konkurs.

Med nedbryderen J. Jensen A/S som hovedaktionær genopstod virksomheden måneden efter i et nyt og mindre setup under navnet Jönsson Entreprise.

Det nye selskab har i sine tre første regnskabsår haft støt stigende omsætning og indtjening, og overskuddet på 4,8 mio. kroner før skat i 2016 er det hidtil bedste.

Han kan se frem til fortsat travlhed i de kommende år, idet Jönsson Entreprise allerede har landet opgaver for 250 mio. kroner til 2017 og for 190 mio. kroner til 2018. 

I bestræbelserne på at håndtere væksten har Thomas Normann og tilbudschef Johnni Nielsen derfor indlemmet Firas Al-Asadi i partnerkredsen. I en nyoprettet stilling som produktionsdirektør skal han understøtte en kontrolleret og sund vækst i entreprenørvirksomheden.

- Vi er et lille firma, men vi har ambitioner og er godt i gang med at vækste. Firas er opfostret i byggebranchen og kommer med et bredt netværk, lang erfaring og en alsidig karriere. Det er et stort plus i forhold til vore mange faste samarbejdspartnere. Samtidig er han vant til ledelsesansvar og sætter medarbejdernes ve og vel højt. Det passer godt ind i vores værdier, og jeg er rigtig glad for at have ham med om bord, siger Thomas Normann.

44-årige Firas Al-Asadi er født og opvokset i Syrien. Han kom til Danmark som 15-årig sammen med sin familie i 1988 og uddannede sig i slutningen af 1990’erne til bygningskonstruktør. CV’et tæller blandt andet knap ni år som projektchef i MT Højgaard og knap fem års ansættelse hos JFP, senest som projektdirektør med en nøglerolle i opbygningen af JFP’s afdeling i København.

- Nøglen til succes i byggebranchen er gode samarbejdspartnere og dygtige medarbejdere til at løfte opgaverne. Det gælder om at være på forkant med bemandingen og sætte det rigtige hold fra begyndelsen. Man skal have lidt is i maven, så væksten ikke løber løbsk, siger Firas Al-Asadi, der tiltrådte hos Jönsson Entreprise i marts.

Jönsson Entreprise opruster løbende for at imødekomme det stigende aktivitetsniveau og beskæftiger i dag 35 medarbejdere, hvoraf 16 er funktionærer. Seneste nytilkomne er Brian Holse, der er ansat som byggeleder med ansvar for en byggesag i Hillerød, hvor Jönsson i samarbejde med AKF renoverer facader og tilføjer 62 taglejligheder til tre eksisterende bygninger. 

Jönsson Entreprise A/S
t. kr. 2016 2015
Bruttofortjeneste 17.793 10.784
Resultat af primær drift 4.822 2.664
Resultat før skat 4.813 2.659
Årets resultat 3.748 2.023
Balancesum 32.843 14.085
Egenkapital 9.908 6.160
Regnskabsåret er afsluttet den 31. december.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126