Dan-Ejendomme fastholder forventningerne
Integrationen af nyerhvervede Kuben Ejendomsadministration forløber som planlagt, og pilen peger fortsat i retning af et 2010-overskud på 47-55 mio. kroner før skat.
Til gengæld er resultatet faldet til 5,2 mio. kroner efter skat – en nedgang på 2,8 mio. kroner sammenlignet med første kvartal i fjor.
Årsagen er en stigning i omkostningerne på 20,4 mio. kroner. Dan-Ejendomme oplyser, at de10,2 mio. vedrører Kuben Ejendomsadministration, mens resten er udgifter til udvikling og lancering af en ny boligportal 'Findbolig.nu'.
- Aktivitetsniveauet inden for forretningsområdet ejendomsforvaltning, herunder administration og drift af ejendomme samt rådgivnings– og serviceydelser i tilknytning til fast ejendom, har i de første tre måneder af 2010 været tilfredsstillende, oplyser ledelsen, som ligeledes betragter driften af koncernens investeringsejendomme som tilfredsstillende.
Forventninger fastholdes
Koncernen forventer fortsat en positiv efterspørgsel på administration og drift af ejendomme i resten af.
Forventningerne til 2010 fastholdes derfor på en omsætning i niveauet 350-360 mio. kroner og et resultat før skat på 47-55 mio. kroner.
Dog påpeges det, at resultatet forudsætter en positiv dagsværdiregulering af investeringsejendommene på 11 mio. kroner. Denne er baseret på forventede lejestigninger og ellers uændrede rente- og markedsvilkår.