Boligdirektør straffes med ubetinget fængsel for millionsvindel

Tidligere direktør i Østjysk Bolig Allan Søstrøm idømmes ubetinget fængsel i to et halvt år for svindel mod boligforeningen og et entreprenørselskab.
To medtiltalte – Stef Heykopp og Morten Friis Juhl Andersen – idømmes ubetinget fængsel i henholdsvis to år og tre måneder og to år for grov mandatsvig og medvirken til grov mandatsvig.
Dommen er afsagt i Retten i Aarhus.
Retten i Aarhus nåede onsdag frem til, at de tre mænd hver især har svindlet for mellem syv og ti millioner kroner.
Det var penge, der forsvandt fra kassen i boligforeningen og hos entreprenørvirksomheden Danjord A/S, som boligforeningen samarbejdede med.
Boligdirektøren lod eksempelvis boligforeningen betale for nyt køkken og hårde hvidevarer for 371.973 kroner.
Han fik også en renovering af sin private bolig for 742.000 kroner betalt af Steff Heykopp, der var direktør i Danjord A/S.
Den tidligere entreprenørdirektør blev fundet skyldig i uberettigede overførsler af 7,3 millioner kroner til boligforeningen.
Specialanklager Jesper Rodkjær udpegede i sine afsluttende bemærkninger boligdirektøren som drivkraften bag svindlen.
- Hvis man kan tale om en bagmand, så er det ham. Han har stort set været initiativtager til det hele, lød det fra anklageren.
De tre mænd nægtede sig til det sidste skyldige.
Alle tre dømte har bedt om betænkningstid i forhold til, om de vil anke dommen.