23948sdkhjf

Universitet bygger for 200 millioner

Bygningsstyrelsen søger nytænkende rådgiverteam til ambitiøst projekt i Aalborg.

I samarbejde med Aalborg Universitet (AAU) og A.P. Møller Fonden har Bygningsstyrelsen indledt processen med at finde en totalrådgiver på et ambitiøst nybyggeri til AAU i Aalborg Øst.

Udbudsbekendtgørelsen er netop udsendt, og målet er at finde et team bestående af ingeniører, arkitekter og landskabsarkitekter, der ”kan skubbe grænserne for gængs universitetsbyggeri”:

- Vi ønsker et regionalt fyrtårn for viden og vækst og et udstillingsvindue for det gode samarbejde, universitetet gennem flere år har opbygget med store og små virksomheder. Der er i den forbindelse behov for kreative sjæle, som kan gentænke de fysiske rammer for samarbejde, innovation og udviklingsarbejde, siger rektor på Aalborg Universitet, Per Michael Johansen.

Projektet ”AAU Science & Innovation Hub” til 200 mio. kroner omfatter et 8.500 kvadratmeter stort nybyggeri, der skal danne ramme om laboratorier, digitale værksteder, faciliteter til virksomhedssamarbejde, inkubatormiljø, kontormiljøer, auditorium og kantine.

Hos Bygningsstyrelsen understreger vicedirektør Signe Primdal Lyndrup, at der i projektet vil være stort fokus på styring, bygbarhed og økonomisering:

- Arkitektoniske ambitioner og bygbarhed bør ikke være modstridende interesser. Tværtimod er det vores opfattelse, at den arkitektoniske kvalitet stiger, og at det er nemmere at følge visionerne til dørs, hvis der arbejdes målrettet med styring, bygbarhed og økonomisk prioritering fra start. Selvfølgelig med øje på rette niveau på rette tidspunkt, siger hun.

Bygningsstyrelsen forventer at prækvalificere 3-5 teams til det efterfølgende udbud af totalrådgivningen, der gennemføres med forhandling. Byggeriet planlægges udført som en hovedentreprise med nogen grad af samprojektering imellem totalrådgiver og entreprenør. Selve byggeriet forventes indledt i foråret 2020, og den nye bygning vil herefter stå klar til ibrugtagning ved årsskiftet 2021/22.

Ansøgningsfristen for anmodning om prækvalifikation er mandag den 19. juni 2017. Find udbudsbekendtgørelsen under udbud på Licitationen - Byggeriets Dagblad

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109