Industrigigant søsætter ny strategi i Danmark
Via etablering af Saint-Gobain Distribution Denmark (SGDD) samler koncernen alle sine danske aktiviteter i et fælles selskab. Målet er at skabe stordriftsfordele.
Samtidig får selskabet – med sine 1.500 medarbejdere og en omsætning på 4,5 mia. kroner – en størrelse, der giver Saint Gobain-koncernen en ledende rolle inden for distribution af byggematerialer i Danmark.
Ledelsen af SGDD varetages af Lars Fournais, som før var administrerende direktør for Brødrene Dahl.
- Vi vil gerne være kendt for at gøre tingene enkelt og antibureaukratisk. Den nye struktur med ejerskab ét sted, kædedrift og fælles logistik giver en mere effektiv og lønsom drift og styrker samtidig vores overblik, så vi kan give endnu hurtigere respons til kunderne, forklarer Lars Fournais.
Fordel for logistikken
SGDD skal varetage en lang række backoffice-funktioner for selskaberne, som fortsætter som selvstændige brands, men med fælles ledelse og administration. Centrale funktioner som logistik, indkøb, marketing, økonomi, it og HR bliver således fremover varetaget af SGDD.
Logistik er et af de områder, hvor det nye selskab høster meget synlige fordele. Kernen er et centrallager i Randers, som bliver lagerførende for alle SGDD-salgskanaler med i alt 38.000 forskellige varer på hylderne. Centrallageret skal forsyne syv regionale terminaler i Jylland, på Fyn, Sjælland og Bornholm.