Gulvfirma udvider med ny afdeling
Thisted-virksomheden Dialux Gulve A/S slog for nylig dørene op for en afdeling med værksted og udstilling i Herning. Målet er at minimere spildtiden på landevejene.
Derfor har den ti år gamle virksomhed nu åbnet en afdeling i Herning som supplement til hovedkontoret i Thisted:
- Vi kan hurtigere nå ud til kunderne, når vi har oprettet en afdeling i Herning, siger grundlægger Henrik Handest til Nordjyske Medier.
Henrik Handest ejer virksomheden i partnerskab med Peter Glarmbæk, der også er blevet bestyrer for Herning-afdelingen.
Dialux har specialiseret sig inden for natursten til gulve, vægge og facader i såvel nyt byggeri som renoveringsprojekter. Referencelisten tæller blandt andre BMW i München samt flere butikker hos tøjkæden Zara.