23948sdkhjf

Oddesundbroens motor fra 1938 får et tiltrængt løft

Den motor, der sørger for, at Oddesundbroen kan åbne for gennemsejlende skibe, trængte til en totalrenovering. Og efter to uger på Integos elektromekaniske værksted er motoren fra 1938 så god som ny.

- Det er altid spændende at arbejde med noget, der er så gammelt, fordi det er svært på forhånd at vide, hvilke udfordringer der dukker op, og hvorvidt renoveringen kan lykkes, fortæller ingeniør Jan Jørgensen fra Cowi og fortsætter:

- Men vi nåede i mål med renoveringen af Oddesundbroens hovedmotor og løste de udfordringer, der opstod undervejs.

Cowi har et fast samarbejde med Banedanmark, der er ansvarlig for vej- og jernbanebroen, som forbinder Struer og Thyholm. De valgte Intego som den samarbejdspartner, der skal sikre, at broens motor åbner og lukker, som den skal.

Motoren er fra broens indvielse i 1938
- Det er sjældent, vi har så gammel en motor på værkstedet. Det, der gjorde opgaven interessant er, at selvom motoren er knap 80 år gammel, så fungerer den stadig upåklageligt, fortæller Karsten Olesen, der er afdelingsleder for Integos elektromekaniske værksted i Aalborg.

Efter to uger hos Integos elektromekaniske værksted blev motorens levetid atter forlænget. I broens levetid har den kun én gang før – for omtrent 25 år siden – fået en renovering.  

- Renoveringen har forlænget motorens levetid betydeligt – og den er klar til de næste mange år, forklarer Jan Jørgensen fra Cowi og siger uddybende om årsagen til renoveringen:

- Motorens overgangsmodstand bliver jævnligt målt, så vi er sikre på, at broen fortsat åbner og lukker, som den skal. Den seneste måling viste, at det var tid til at give motoren en overhaling.

Udfordringerne blev løst
Til at løfte den opgave, tog Cowi Intego med på råd. På Integos elektromekaniske værksted blev motoren skilt ad, renset, lakeret og fik monteret nye lejer. Efter denne overhaling er motoren næsten som ny, ifølge Cowi.

- Undervejs dukkede der flere udfordringer op grundet broens alder, fortæller ingeniør Jan Jørgensen, og forstætter:

- Eksempelvis opdagede vi, at der var anvendt læderringe ved koblingen mellem motoren og gearsystemet. Selvom det ikke er noget, man kan se udefra, og man i dag anvender gummikoblinger, så valgte vi at udføre renoveringen i tråd med broens historie. Derfor fik vi specialfremstillet nogle læderringe i stil med de oprindelige, så vi har bevaret broens oprindelige udtryk.

Renoveringen bød også på udskiftning af reservemotoren. For den reservemotor, der skal træde til, når hovedmotoren er ude af drift, var en mindre dieselmotor fra 60’erne samt en lille generator, der ikke havde nok kraft til at åbne og lukke broen.

- Vi turde ikke satse på, at løsningen kunne fungere, hvis hovedmotoren kom ud af drift, forklarer Jan Jørgensen.

Derfor blev en ny el-reservemotor og generator installeret, der kan åbne og lukke broen.

- Da vi var klar til renoveringen af Oddesundbroens hovedmotor, var Integos elektromekaniske værksted også klar og i samarbejde med dem, overholdte vi den aftalte tidsplan. Udover, at Intego havde det mest attraktive tilbud, så blev de også valgt som samarbejdspartner, fordi Banedanmark tidligere har samarbejdet med Intego ved opdatering af Limfjordsbroens (jernbanebroen over Limfjorden, red.) styresystem, forklarer Jan Jørgensen fra Cowi.

Efter to uger på Integos elektromekaniske værksted var hovedmotoren klar til at blive monteret af Oddesundbroens faste servicefolk, der til dagligt bemander broen døgnet rundt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.134