25 % færre arkitektjobs på 18 måneder
Siden maj 2008 har hver fjerde medarbejder i landets arkitektfirmaer fået en fyreseddel. ”Rigtig, rigtig bittert”, lyder det fra Christian Lerche, direktør i Danske ARK.
Ifølge Politiken har branchen siden maj 2008 skåret den samlede arbejdsstyrke ned med 25 %, og det risikerer at gå ud over kompetenceniveauet, vurderer Christian Lerche, direktør i Danske ARK:
- En så dramatisk stigning i ledigheden på så kort tid har vi aldrig oplevet før. Vi har virksomheder, der har afskediget over halvdelen af medarbejderne. Det er rigtig, rigtig bittert, fordi noget af den kompetence, der er opbygget i virksomhederne, kan gå tabt, siger han til avisen.
Selvom det fra flere sider lyder, at den økonomiske krise efterhånden har ramt bunden, er Christian Lerche ikke specielt optimistisk med henblik på udviklingen i den nærmeste fremtid:
- Det eneste, der er tilbage, er den offentlige byggeaktivitet i kommuner, regioner og staten som sygehuse og renovering af skoler. Stort set ingen af vore medlemmer forventer forbedringer, viser vores målinger. Og vi har i oktober oplevet en kraftig stigning i medlemsvirksomheder, der ønsker rådgivning i forbindelse med afskedigelser. Vi har også haft konkurser og lukninger i et antal, vi ikke har set i mange år, lyder det dystre melding.
Ifølge Politiken har nedgangen i branchen ramt såvel store som små. Arkitema havde for halvandet år siden 230 arkitekter ansat og er i dag nede på 160, mens Vilhelm Lauritzen i dag har en stab på 50 deltidsansatte mod 100 på fuld tid før krisen.
Kilde: Politiken