Slotsbygning kollapsede i stormen
Efter et års renovering styrtede en af bygningerne på Rosenholm Slot sammen under gårsdagens storm. Der var ingen mennesker i bygningen.
- Jeg gik i en anden bygning, da den stormskadede bygning i løbet af måske ti eller 20 sekunder styrtede sammen. Det, jeg priser mig mest lykkelig for lige nu, er, at der ikke var mennesker i bygningen, siger godsejer Peter Helles til Århus Stiftstidende.
Han har det seneste års tid været i færd med at renovere bygningerne med henblik på udlejning:
- Det er jo ikke fordi, vi ikke har haft ingeniører og andre til at beregne, men alligevel faldt bygningen i den første rigtige storm. Jeg er rigtig ked af det, men det vigtigste er, at ingen kom til skade. Det er jo trods alt kun træ og mursten, slutter han.
Kilde: Århus Stiftstidende