Årets Konstruktør på digital mission
René Martin Larsen fra bjerg arkitektur i Hjørring blev fredag hædret som ”Årets Bygningskonstruktør 2009” for sit arbejde med at implementere og udbrede Det Digitale Byggeri.
Det er trist, mener René Martin Larsen, der fredag blev kåret som ”Årets Bygningskonstruktør 2009”. Han fastslår, at Det Digitale Byggeri allerede i dag er et redskab, der kan skabe resultater; både i forhold til det enkelte byggeri og i forhold til hele byggeprocessen:
- Ingen behøver tvivle på, at Det Digitale Byggeri er kommet for at blive. De, der venter, bliver fremtidens tabere, fastslår Årets Konstruktør, som til daglig slår sine folder hos bjerg arkitektur i Hjørring.
Og René Martin Larsen er en mand, der ved, hvad han taler om. Siden dimissionen som bygningskonstruktør fra Nordjyllands Erhvervsakademi i 2006 har han arbejdet som udviklingsleder hos bjerg arkitektur, hvor han har haft ansvaret for virksomhedens implementering af Det Digitale Byggeri.
Det har allerede givet mærkbare resultater, for hos bjerg arkitektur har man med Det Digitale Byggeri som redskab formået at arbejde sig frem mod gevinster i størrelsesordenen 20-30 % på både tid og økonomi. Samtidig udgør de nye digitale redskaber en solid platform for udvikling af en CO2-venlig byggeproces:
- Vi kan allerede i dag som led i projektering og målrettet udvikling af en CO2-venlig byggeproces opstille præcise cradle-to-cradle beregninger med et par tryk på tastaturet, siger René Martin Larsen.
Med digitaliseringen åbnes der samtidig op for en standardisering af hele byggeprocessen, og ifølge René Martin Larsen kan det være med til at styrke byggesektoren hele vejen rundt:
- Lidt firkantet kunne man sige, at vi med Det Digitale Byggeri har fået et redskab til på samme måde som i industrien at kombinere stordrift og masseproduktion til at imødekomme kundernes ønsker om høj og ensartet kvalitet på et attraktivt økonomisk niveau, slutter han