Lokalplaner til alle nye metrostationer
Københavns Kommune har nu besluttet at udarbejde lokalplaner for de 14 stationer på den kommende metroudbygning. Beslutningen ventes ikke at forsinke anlægsarbejdet.
Afgørelsen har nu medført, at kommunen vil udarbejde lokalplaner for samtlige 14 stationer i Cityring-projektet. Grundlaget for lokalplanerne vil blive afklaret i forbindelse med en dialog, som Metroselskabet og kommunen har planlagt at gennemføre med start i 2010.
Beslutningen er truffet af Teknik- og Miljøforvaltningen, som dog understreger, at processen ikke kommer til at forsinke anlægsarbejderne. Det skyldes, at lokalplanarbejdet udelukkende indbefatter udformningen af stationernes forpladser. Der er således ikke tale om ændringer af selve placeringen af stationerne med trapper, elevatortårne, nødtrapper mv. Disse er nemlig fastlagt i loven om Cityringen.