Entreprenørfirma belønnes for senior-politik
I skarp konkurrence med Danske Bank og Dong Energy vandt Enemærke & Petersen for nylig prisen for årets seniorpraksis 2009.
Indsatsen er blevet bemærket hos beskæftigelsesministeriet, som for nylig belønnede entreprenørvirksomheden med prisen for årets seniorpraksis 2009:
- Hos Enemærke & Petersen er alder ikke et tabu. Tværtimod har I et ønske om at gøre det så attraktivt som muligt for medarbejderne at fortsætte et aktivt arbejdsliv. Formålet med jeres seniorpolitik er at fastholde og bruge seniormedarbejdernes kompetencer og erfaring. Til gavn for både medarbejderen og firmaet, sagde beskæftigelsesminister Inger Støjberg i forbindelse med prisoverrækkelsen.
Enemærke & Petersen er en virksomhed med en klassisk håndværkerkultur og med en meget stærk værdibaseret medarbejderkultur. Tankerne omkring en mere formel seniorpolitik er opstået ud fra et fælles ønske fra både medarbejdere og ledelse. Medarbejderne ville gerne blive på arbejdsmarkedet på mere individuelle vilkår, og ledelsen ønskede at bevare den viden, som seniorerne besidder.
Hos Enemærke & Petersen er der cirka 20 % af medarbejderne, som er seniorer, og sidste år lykkedes det at forlænge aftaler med 10 % af dem, som ellers var på vej til en tilværelse væk fra arbejdslivet.
Individuel tilgang
Måden, hvorpå seniorerne søges fastholdt i virksomheden, er forskellig fra medarbejder til medarbejder, men generelt handler det om at tilpasse løsningen til den enkelte medarbejders behov og ønsker.
Det kan være fx at gå ned i tid, at indføre fleksible arbejdsdage eller at slippe for fysisk krævende akkordarbejde. Fra medarbejderside er der generelt stor tilfredshed med de muligheder, som den aktive seniorpolitik bringer med sig:
- Når man har været så mange år i en virksomhed og haft så gode kolleger som os, kan det være svært at skulle slippe det 100 % med ét hug. Derfor er det rart med muligheden for at trappe lidt ned uden at skulle slippe kontakten helt, fortæller Palle Enevoldsen, der er blandt de medarbejdere, som er omfattet af ordningen.
Seniorseminar
Enemærke & Petersen inviterer hvert år som en del af sin seniorpolitik alle seniorer til et todages seminar med spisning og overnatning.
Her vender man både hverdagens udfordringer og en række specifikke temaer af interesse for medarbejderne. Fx kan der være indlæg om pension, sundhed, skatteforhold, arveregler eller efterløn. Derudover består seminaret af gruppearbejde, dialog og ikke mindst masser af hygge og snak med kollegerne.
HR-ansvarlig Birgit Wagner, som er én af hovedkræfterne bag gennemførelsen af seniorpolitikken i hverdagen, fortæller, at man nu tydeligt mærker gevinsten af projektet:
- Vi ser nu tydeligt, at det bliver en accepteret del af hverdagen at tale om sin seniortilværelse. De fleste af vores seniorer kender hinanden, og der tales meget om forventningerne til årets seminar og fx de årlige seniorsamtaler med vores håndværksmester, hvor vi aftaler nærmere om behov og ønsker, forklarer hun.
Det betaler sig at passe på medarbejderne
Enemærke & Petersen er inden for de senere år vokset til at være en af markedets større aktører med en omsætning omkring milliarden og en stabil indtjening på et ellers trængt marked.
Det tilskriver man i virksomheden flere forhold, men især det faktum, at medarbejderne trækker i fællesskab og leverer godt styret håndværk. Virksomheden fik Årets Procespris i 2006, og nu altså årets Seniorpraksispris 2009. Dermed har virksomheden fået endnu et bevis på, at det betaler sig at passe på sine medarbejdere.