Fibertex opjusterer efter stærkt 3. kvartal
Underleverandøren hentede i 3. kvartal et overskud før skat på 17,8 mio. kroner. Det er 15 mio. bedre end i 2008, og forventningerne til hele året øges nu til 80 mio. kroner.
I i årets tredje kvartal realiserede selskabet således et overskud før skat på 17,8 mio. kroner, og det er 15 mio. kroner bedre end i 2008.
For hele perioden januar-september lyder resultatet på 63,8 mio. kroner før skat mod 33,9 mio. sidste år, mens omsætningen er faldet fra 1,21 mia. til knap 0,98 mia. kroner:
- Samlet set er der tale om en betydelig resultatmæssig fremgang trods omsætningstilbagegangen. Resultatfremgangen kan i stor udstrækning henføres til den positive påvirkning fra råvareprisudviklingen i 1. kvartal, men herudover er resultatet også påvirket af de mange gennemførte effektiviseringstiltag, oplyser Fibertex i sin kvartalsrapport.
Fibertex foretog allerede i 2008 en række tiltag for at effektivisere både produktion og administration, og det er disse tiltag, der nu har materialiseret sig i forbedringer og besparelser.
Det er det industrielle segment, Fibertex Non‐wovens, der er hårdest ramt på omsætningen, mens Fibertex Personal Care ikke har været væsentlig påvirket af den generelle økonomiske afmatning.
Fremgang inden for infrastruktur
I forbindelse med halvårsregnskabet i august opjusterede Fibertex-ledelsen forventningerne til årets resultat fra 40‐60 til 60‐70 mio. kroner, og på baggrund af den seneste udvikling sættes forventningerne nu yderligere i vejret – denne gang til 80 mio. kroner før skat. Samtidig opjusteres forventningerne til omsætningen til 1,5 mia. kroner.
Som årsag til de forbedrede prognoser fremhæver først og fremmest en øget afsætning af produkter til infrastrukturopgaver og kompositindustrien. Samtidig er salget til konjunkturfølsomme områder som møbel‐ og madrasindustrien begyndt at stabilisere sig efter et væsentligt fald i 1. halvår 2009.