Globaliseringsforlig sætter fart på AAU-byggeri
Forliget om globaliseringsmidlerne vækker glæde hos Aalborg Universitet, hvor udsigten til nye millioner betyder, at en række byggeprojekter kan rykkes frem.
Sådan lyder meldingen fra Finn Kjærsdam, rektor for Aalborg Universitet, ovenpå det forlig om globaliseringsmidlerne, som regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og De Radikale indgik i sidste uge.
På universitetet har man nemlig flere byggeprojekter i støbeskeen, blandt andet til sundhedsuddannelserne, og med de nye bevillinger regner Finn Kjærsdam med at kunne gå i gang i løbet af foråret:
- Vi får de penge til nye laboratorier og nye bygninger, som vi havde regnet med, nemlig 529 millioner kroner. Men forliget gav ekstra 300 millioner kroner til basismidler i stedet for 100 millioner, og det betyder 30 i stedet for 10 millioner til Aalborg, siger han til Nordjyske Medier.
Kilde: Nordjyske Medier