Nyt netværk i byggebranchen
SmartCityDK vil udvikle nye byggekoncepter, forretningsmodeller og bygningsmaterialer på tværs af fagområder.
Baggrunden for SmartCityDK er en erkendelse af, at byggebranchen både nationalt og globalt er hård trængt. Det er derfor nødvendigt at rette et særligt fokus mod området, hvis byggeindustrien i Nordjylland skal fastholde og erobre markedsandele.
SmartCityDK skal således medvirke til at udvikle byggeerhvervet; blandt andet gennem frembringelse af nye og smarte forretningsmodeller, byggekoncepter og byggekomponenter.
I løbet af foråret holdt SmartCityDK en række netværksmøder, og det har blandt andet resulteret i 15 spændende virksomhedsprojekter, som nu skal bearbejdes via netværkets sekretariat, der netop er blevet etableret på Aalborg Universitet.
Den samlede indsats rettet mod byggebranchen 2009-2010 er omfattet af støttemidler svarende til 40 mio. kroner, og sekretariatet er finansieret via Vækstforum Nordjylland frem til 31.12.2010.
Indtil videre er 21 virksomheder og institutioner tilknyttet netværket; herunder Aalborg Portland, MT Højgaard, C.F. Møller, Sanistål, University College Nordjylland og Aalborg Universitet.
Læs mere på www.smartcitydk.dk