Investor har højhusplaner på Østerbro
Et 16 etager højt byggeri med hotellejligheder kan være på vej i den københavnske bydel. Investor Finn Harald Simonsen venter nu på lokalplanen.
Byggeriet er planlagt som en udvidelse af bolig- og hotellejlighedskomplekset Charlottehaven, som Finn Harald Simonsen i sin tid opførte for godt 500 mio. kroner:
- Vi har fået arkitektfirmaet Lundgaard & Tranberg til at tegne et nyt højhus af høj arkitektonisk kvalitet, der skal ligge i forlængelse af de nuværende hotellejligheder i Hjørringgade på Østerbro. Men vi afventer endeligt svar fra kommunen, og jeg er heller ikke selv færdig med overvejelserne om, hvorvidt jeg vil gennemføre det, siger Finn Harald Simonsen til Business.dk.
Såfremt lokalplanen vedtages forventer han, at byggeriet kan påbegyndes næste år og stå færdigt i 2012.
Kilde: Business.dk