Flügger øger indtjeningen
Producenten af maling og træbeskyttelse har øget nettoresultatet med 18,6 % i regnskabsårets første kvartal.
I alt lød resultatet for perioden juni-august 2009 på 95,2 mio. kroner, og det er en fremgang på 20,4 % i forhold til 2008. Efter skat var overskuddet på 69,4 mio. kroner – en fremgang på 18,6 %:
- Cirka halvdelen af omsætningsreduktionen kan tilskrives den negative udvikling på svensk, norsk, islandsk og polsk valuta i kvartalet sammenlignet med samme periode sidste år. Salgsudviklingen blev bedre end forventet, idet vi var oppe imod et kvartal, som sidste år var usædvanligt positivt sammenholdt med de efterfølgende tre kvartaler, skriver Flügger i en fondsbørsmeddelelse.
En væsentlig årsag til den positive resultatudvikling er de besparelsestiltag, som er blevet søsat i takt med den faldende omsætning. Omkostninger til salg, distribution og administration blev således i første kvartal reduceret med 17,3 % sammenlignet med samme periode i 2008.
Trods den positive udvikling har Flügger ikke fundet anledning til at opjustere forventningerne til regnskabsåret. Ledelsen forventer dermed fortsat et fald i omsætningen på 13 % samt et driftsresultat på niveau med 2008/09.
Fortsætter udviklingen kan en opjustering dog ventes i forbindelse med halvårsrapporten, som offentliggøres den 15. december.