Fusk med renoveringspulje rammer byggebranche
Analyse Danmark har fundet ud af, at 7 % af tilskudsmodtagerne har fusket med ansøgningen, hvilket rammer den i forvejen pressede byggebranche.
Ifølge reglerne er dette ulovligt, da puljen primært havde til hensigt at dække håndværkerens arbejdsløn, og hos Erhvervs- og Byggestyrelsen erkender man, at det kan blive svært at løfte bevisbyrden, hvis svindlerne skal afsløres:
- Svindel kan tilrettelægges mere eller mindre intelligent, og hvis man har været dygtig, så kan vi lige så godt sige, at vores chancer for at finde noget er små. Vi har andre tilskudsordninger, hvor der er mere revision og større krav til dokumentation, fordi det er meget store beløb. Der kan det betale sig med den dyre indsats. Men vi kommer ikke til at føre en altomfattende og meget dyr kontrol med renoveringspuljen. Det kan simpelthen ikke svare sig, hvis det er enkeltstående tilfælde, siger Henning Steensig, vicedirektør i Erhvervs- og Byggestyrelsen.
I stedet har man hos Erhvervs- og Byggestyrelsen planer om at gå efter de store syndere og sætte ind over for de virksomheder, der udfører mange opgaver med tilskud og har en stor omsætning fra tilskudsopgaver. Når alle tilskud er udbetalt, vil styrelsen sammenligne udgifterne til materialer og arbejde.
Analyse Danmark har udført undersøgelsen for Ugebrevet A4.
Kilde: Ugebrevet A4