Flere træhuse skyder op i Danmark
Ifølge Danmarks Statistik er mellem hvert sjette og hvert tiende nybyggede hus i dag opført i træ.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at 10-18 % af alle nybyggede huse i dag opføres i træ. Det vil sige, at huset som minimum er beklædt med træ på ydervæggene.
Danskernes hang til mursten er således knap så markant som tidligere, og hvis man beder eksperterne om at opveje fordele og ulemper mellem de to materialer, lyder konklusionen da også, at det ene kan være lige så godt som det andet:
- Når man taler om fordele og ulemper ved de to hustyper, er det mere religion end fakta, siger Peder Fynholm fra Teknologisk Institut til Politiken.
Han mener, at man med fordel kan kombinere materialerne, således deres forskellige egenskaber kan udnyttes bedst muligt:
- Det gælder om at bruge materialerne, så de kommer til deres ret. Træ er let at arbejde med og er derfor godt til for eksempel at lave et skelet af. Mursten holder en anelse bedre på varmen og giver mindre temperaturudsving. Og så kan der være nogle produktionsmæssige forhold, som gør det lettere at få bygget et træhus, fordi komponenterne kan leveres færdige fra en fabrik, forklarer han.
I Sverige er træhuse langt mere almindelige end herhjemme, og ifølge Bjarne Lund Johansen, direktør i Træinformation, skyldes det først og fremmest forskellene i landenes naturressourcer:
- I Danmark har vi masser af ler i jorden, og derfor har vi altid været dygtige til at producere tegl og mursten. Svenskernes industri har til gengæld været baseret på deres store skovarealer: savværker, papirproduktion og eksport af træ. Man bruger de materialer, man har lige ved hånden – også når man bygger boliger, lyder forklaringen.
Kilde: Politiken