23948sdkhjf

Milliardprojekt skydes i gang i Roskilde

Over de kommende 15 år skal et kreativt byområde på intet mindre end 250.000 m2 skyde op i Roskilde. Navnet er Musicon, og nøgleordene er oplevelsesøkonomi, høj puls og innovativt byggeri.
Frem mod 2025 skal der i Roskilde investeres over 2 mia. kroner i at omdanne et tidligere industrikvarter til en pulserende bydel med kreativiteten i højsædet.

Projektet hedder Musicon, og målet er at skabe 500 boliger og 2.000 kulturarbejdspladser på det 500.000 m2 store område, hvor halvdelen skal om- og nybygges.

Visionerne blev lanceret tilbage i 2008, og siden har der løbende været afholdt midlertidige aktiviteter og events; herunder musik, sport, udstillinger og senest en kulturfestival for unge. Baggrunden er, at styregruppen bag Musicon ønsker at gøre det hele omvendt i forhold til traditionel byudvikling – nemlig at skabe livet før de rammer fysiske rammer er på plads.

090909
Den 9. september er en helt særlig dag for Roskilde-projektet. Musicon-sekretariatet indbyder her professionelle event-arrangører, arkitekter/byplanlæggere, investorer og developere til info-møde om mulighederne i bydel.

Der afholdes tre samtidige møder, som fokuserer på henholdsvis event-rammer, arkitektkonkurrencer og salg af jord.

Læs mere om tilmelding på Musicons hjemmeside , hvor man også efter 1. september vil kunne finde konkurrencemateriale til den idékonkurrence, som Roskilde Kommune udskriver.

Fakta og tidsplan
• Musicon skal opføres på den grund, hvor resterne af den tidligere betonvarefabrik, Unicon, stadig ligger. Grunden er 500.000 m2, hvoraf de 250.000 m2 skal bebygges. På området står cirka 15.000 m2 industri-haller og bygninger, som skal istandsættes.

• Det forventes, at de samlede investeringer vil løbe op i mere end 2 mia. kroner.

• Der skal skabes 2.000 arbejdspladser i den nye bydel; herunder væksthuset Inkubator, Roskilde Festival og andre kulturerhverv.

• Danmarks Rockmuseum får hjemme i Musicon og skal efter planen åbne i 2012.

• Musicon får sit eget bydelshus, som etableres i et samarbejde mellem Roskilde Festival, Roskilde Højskole, Danmarks Rockmuseum og iværksætterhuset Inkubator.

• Der opføres mindst 500 boliger; herunder 200 ungdomsboliger med særlige faciliteter til unge, der fx spiller musik. Visionen er huse i varierende højde med butikker i stueetagen, boliger på søjler eller boliger bygget sammen i klynger.

• Udviklingsselskabet Nordkranen er ved at opføre 104 ungdomsboliger, som forventes klar til indflytning i august 2010.

• I løbet af 2010 vil Teknisk Skole indlede byggeri i området, og også Handelsskolen, Slagteriskolen og RUC vil komme til at spille en rolle. Roskilde Festival står endvidere bag et initiativ om en ny højskole.

• Der skal skabes faciliteter for torvedage og loppemarkeder samt opføres specialbutikker, kunsthåndværk, musikforretninger, caféer og restauranter.

• Der skal etableres grønne områder, vandkanaler og en sø. Der kan komme oplevelsesruter, måske en udendørs scene, et amfiteater, udendørs arbejdende værksteder eller en skulpturpark.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079