Halv milliard ekstra på vej til byggeri på universiteterne
Regeringen vil over de kommende seks år afsætte 6 mia. kroner til bygninger og forskningsinfrastruktur på landets universiteter. Det er 500 mio. kroner mere end tidligere.
- Vi foreslår, at vi sætter 1 mia. kroner hvert år frem til 2015, hvor halvdelen kommer fra Globaliseringspuljen og halvdelen fra Videnskabsministeriet. Og det kan være hensigtsmæssigt, at vi sætter de projekter i gang først, der kræver flest hænder, siger videnskabsminister Helge Sander til Børsen.
Hensigten med initiativet er at slå to fluer med et smæk – både at skabe bedre rammer for forskningen, og samtidig at bidrage til at holde gang i byggeriet:
- Det er ikke nogen tilfældighed, at vi angriber det på denne måde, for vi vil gerne bidrage til yderligere nybyggeri, samtidig med at vi sikrer universiteterne bedre faciliteter, siger Helge Sander.
Kilde: Børsen