Pihl taber penge på norsk projekt
Pihl & Søn har tabt et større beløb i Norge, hvor ingeniørfirmaet sammen med tyske Bilfinger Berger står for opførelsen af et motorvejsprojekt til 3,3 mia. NOK.
Firmaet står sammen med tyske Bilfinger Berger for opførelsen af motorvejen mellem Kristiansand og Grimestad, der er budgetteret til 3,3 mia. NOK i nutidsværdi.
- Tyskerne stod for langt den største andel, men der er tale om et stort tab, siger administrerende direktør Søren Langvad.
Han ønsker ikke at oplyse størrelsen på tabet, som blev indregnet i sidste regnskabsår. Ifølge Børsen har Bilfinger Berger i deres regnskab afskrevet 90 mio. €.
Søren Langvad henviser blandt andet til stærkt stigende oliepriser i byggeperioden som en væsentlig årsag til problemerne. Der er dog fortsat håb om, at tabet kan indhentes i løbet af de kommende 27 år, hvor de to firmaers joint-venture-selskab vil eje motorvejen, som efterfølgende overdrages til den norske stat.
Kilde: Børsen