23948sdkhjf

Arkitektfirmaer i strategisk alliance

Mipim-messen bliver afsæt for nyt ambitiøst samarbejde mellem tegnestuerne Arc Nordic og Arrow.

Nordsjællandske Arc Nordic, der indtil for nylig hed Tegnestuen Møllestræde, skruer op for de internationale ambitioner og indgår et strategisk samarbejde med Arrow, der har kontorer i København og Oslo.

Ejendomsmessen Mipim, som åbner i Cannes senere i denne uge, bliver afsæt for den nye alliance, og de to tegnestuer ser frem til at møde eksisterende såvel som nye samarbejdspartnere:

- Vi bor på en båd i havnen dernede, og vi har allerede mange aftaler med gæster, der kommer forbi for at høre om os og tale fremtidigt samarbejde, fortæller direktør Ulrik Raysse fra Arrow.

Han har arbejdet i Arrow de sidste fem år og været med til at udvikle projekter i lande som USA, Irland, Sverige, Dubai og Litauen. Men det er først nu, med det nye samarbejde, at Arrow træder ind på det danske marked.

- Det har været fantastisk inspirerende og udviklende, men nu glæder jeg mig til endelig at bringe noget af dette hjem til Danmark, siger Ulrik Raysse.

Han understreger, at ambitionerne er store og peger på, at Arc Nordic og Arrow allerede samarbejder på store konkrete projekter. Således har de to tegnestuer, sammen med hollandske UNStudio, budt ind på udviklingen af et vandkulturhus på Papirøen i København. Desuden arbejder de på et konkurrenceprojekt til en omfattende ombygning af Gilleleje Skole.

- Og der er mere på vej, lover Ulrik Raysse, der har en baggrund hos blandt andre Henning Larsen Architects.

Selv om Arc Nordic og Arrow nu har valgt at indgå ”et tæt og forpligtende samarbejde”, er det vigtigt for Ulrik Raysse og direktør-kollega Peter Lindholm at understrege, at der ikke er tale om første skridt på vejen mod en fusion:

- Det har vi naturligvis drøftet. Og vores konklusion var helt klart, at vi sikrer vores unikke spidskompetencer bedst, hvis vi fortsætter som to selvstændige specialvirksomheder, men sammen tilbyder det bedste af to verdener i én samlet løsning, siger Peter Lindholm og fortsætter:

- Vi tror på, at markedet kan se, at når vi forbliver to selvstændige og meget specialiserede firmaer, så bliver vi en stærkere fælles enhed, der skaber merværdi for vores kunder og samarbejdspartnere.

Tilsammen beskæftiger de to selskaber ca. 35 medarbejdere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094