Ny strategi giver bonus hos SkanDek
Hos den nordjyske tagfabrik har man gennem længere tid arbejdet på at gøre brugerinvolvering via internettet til centrum for sin markedsstrategi. Det har nu givet bonus på flere fronter.
På det tidspunkt var SkanDeks hjemmeside mere eller mindre blot et sted, hvor potentielle kunder kunne finde kontaktoplysninger samt en beskrivelse af fabrikken og dens produkter.
Hvad vil brugerne?
Sådan er det ikke længere. Tilbage i februar lancerede SkanDek nemlig sit nye website, der i modsætning til tidligere er gearet til at håndtere de vidt forskellige interesser og behov, som byggeriets parter har:
- Vi vendte så at sige det hele på hovedet og stillede os selv spørgsmålet; hvad vil brugerne? Vi tog udgangspunkt i de tre grupper arkitekterne, ingeniørerne og entreprenørerne, som alle indgår i købscentret. Vi fandt hurtigt ud af, at vi var nødsaget til at dele hjemmesiden op i tre sektioner, så man på den baggrund kan tage højde for stort set alle de problemstillinger, som disse faggrupper støder på i byggeprocessen, siger salgs- og marketingkoordinator Flemming Hvidberg Madsen.
Han forklarer, at SkanDek løbende har afholdt fokusgrupper med repræsentanter fra de tre grupper. Det har gjort udviklingsprocessen væsentligt mere kompliceret, men belønningen er heller ikke udeblevet.
Tidligere havde Skandeks hjemmeside således dagligt 20 besøgende, som typisk opholdt sig på siden i 1-2 minutter. Nu kommer der hver dag cirka 100 brugere forbi, og brugerne opholder sig første gang cirka fem minutter på sitet, mens det de efterfølgende gange bliver til cirka syv minutter i gennemsnit.
Udviklingen har medført, at SkanDeks ansatte ikke længere bruger så lang tid på at tale i telefon. Kunderne har simpelthen gjort en stor del af fodarbejdet hjemmefra og downloadet tegninger og andet materiale fra sitet. De opkald, som kommer ind, er meget mere specifikke og bekræfter, at brugerne har brugt hjemmesiden efter hensigten.
Den traditionelle sælger er snart fortid
Med den nye strategi har SkanDek samtidig bevæget sig væk fra det traditionelle salgsfokus, og til forskel fra tidligere stræber virksomheden nu efter helheden i byggeprocessen.
Dermed er skellet mellem leverandør og rådgiver ikke længere så skarpt, og det er der ifølge Flemming Madsen en klar årsag til. Han mener nemlig, at den traditionelle sælger hastigt er på vej til at blive fortid i byggebranchen:
- Arkitekter og bygherre gider ikke sælgere, der kun har fokus på deres eget produkt. Leverandøren skal være en medspiller, tænke på helhedsløsninger og være i stand til at kunne sige nej til opgaver, hvor produktet ikke egner sig. Det giver en gensidig respekt i købscentret, lyder vurderingen.
Nyt program sparer bærelinjer
Som eksempel på SkanDeks helhedstænkning fremhæver Flemming Madsen et udregningsprogram, som SkanDek har udviklet til ingeniørerne.
Her skal brugeren indtaste længde- og breddeforhold samt bygningens U-Værdi/brandkrav, hvorefter programmet udregner de mest optimale bærelinjer, set ud fra en økonomisk betragtning:
- Programmet viser alle de løsninger, der kan anvendes i forhold til de nye Eurocodes, og brugeren får her oplyst, hvilken løsning, der er mest omkostningsoptimal. Faktisk har dette program medført mange henvendelser, fordi ingeniørerne på denne måde har kunnet fjerne nogle bærelinier. Det reducerer byggetiden og giver bygherren en økonomisk gevinst, fortæller Flemming Hvidberg Madsen.
Han forklarer, at det mest omkostningsoptimale bæresystem ligger omkring de 16-18 meter, når en U-værdi på 0,15 W/m2x K skal overholdes.
Inden for kort tid vil SkanDek endvidere implementere et nyt lydberegningsprogram, som er udviklet i samarbejde med en række lydeksperter. Dette program giver brugeren mulighed for at regne på forskellige efterklangstider vægtet op imodErhvervs- og Byggestyrelsens anbefalinger.
Om SkanDek
SkanDek Tagelementfabrik A/S bygger sin forretning på fremstilling og salg af et patenteret tagsystem. Systemet blev udviklet af Peehr Ø. Svensson i 1990’erne, og det var selvsamme Svensson, der etablerede produktionen i 2003, hvor fabrikken i Hobro stod færdig.
Elementerne, der kan spænde op til 22 meter, er opbygget af uorganiske materialer, hvilket giver en levetid på over 50 år.
SkanDek beskæftiger omkring 60 medarbejdere og ejes i dag af Jysk-Fynsk Kapital (60 %) og Peehr Ø. Svensson (40 %). Aktuelt er selskabet blandt andet involveret i opførelsen af de to Ikea-varehuse i Odense og Aalborg.