23948sdkhjf

Iøjnefaldende hotel åbner i Ørestaden

Hotelkæden Cabinn slår onsdag dørene op for første etape af Danmarks største hotel i Københavns Ørestad. Bygningen er skabt af Daniel Libeskind og vil med sin markante røde og blå facade lyse op i bydelen.
Den verdensberømte arkitekt, Daniel Libeskind, står bag tegningerne til det nye Ørestads-hotel, Cabinn Metro, og det er således et ganske markant byggeri, der onsdag kan byde velkommen til sine første gæster:

- I 1986 skrev Daniel Libeskind en symfoni, og da jeg talte med ham om dette hotelprojekt i Ørestad, mente han, at området manglede musik. Så i stedet for en traditionel facade, forærede han projektet sin symfoni, således at vi kunne skrive partituret til symfonien på gavlen. Det tager lidt tid at få det udført – men det skal jo også være helt korrekt, siger Cabinns direktør, Niels Fennet, der selv har stået for styringen af byggeriet.

Hotellet er første byggeri i Daniels Libeskinds masterplan for et L-formet område mellem Arne Jacobsens Allé og syd og vest for shoppingcentret Field´s. I alt skal der bygges 187.000 etagemeter i "Ørestad Down Town", som Libeskind-arealet kaldes.

60-årige Daniel Libeskind er født i Polen men er nu amerikansk statsborger. Han har fået sit internationale gennembrud som hjernen bag genopbygningen af Ground Zero i New York og som arkitekt på de jødiske museer i Berlin og København.

I første omgang er det hotellets tre nederste etager med 100 værelser, der åbner, men inden for de kommende 14 dage ventes yderligere 350 værelser klar. I alt lyder kapaciteten på 709 værelser, når Cabinn Metro står helt færdigt midt i oktober.

Fakta om Cabinn Metro
Hotellet bliver Danmarks største med 709 værelser - opdelt i fire kategorier.

Det kommer til at indeholde morgencafé med plads til 400 personer, café /restaurant til 200 personer, konferencelokaler til 100 personer, forretningscenter med gæstecomputere samt tog-, bus- og metroforbindelse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078