23948sdkhjf

Generationsskifte hos underleverandør

Vækst-Invest Nordjylland og Winther Holding har hver overtaget 40 % af aktierne i Aalborg Gummivarefabrik, der blandt andet er leverandør til byggeriet. Den tidligere eneejer, John Andersen, fortsætter som aktionær med 20 % og som medlem af bestyrelsen.
Aalborg Gummivarefabrik har siden slutningen af 1970’erne været familieejet, og John Andersen har været ansat i virksomheden de sidste 30 år.

Siden 1995 har John Andersen været direktør og eneejer af virksomheden, som har 10 ansatte.

Ejerskiftet gennemføres efter ønske fra John Andersen og med tanke på at udvikle virksomheden fremadrettet.

Vækst-Invest Nordjylland og Winther Holding vil tilsammen fokusere på at holde fast i de kompetencer, som virksomheden allerede besidder. Der er således ingen planer om afskedigelser af medarbejdere i virksomheden. Tværtimod forventes medarbejderstaben i Aalborg Gummivarefabrik at blive udvidet i takt med, at strategien iværksættes.

Kontinuitet og udvikling
Med handlen af aktierne opnår Aalborg Gummivarefabrik to væsentlige målsætninger, som har været vigtige for John Andersen.

For det første sikres kontinuiteten i virksomheden, eftersom John Andersen fortsætter som medlem af bestyrelsen. For det andet vil de nye aktionærer sammen kunne tilføre virksomheden et stærkere fokus på strategi og salgsudvikling.

En fornuftig løsning på et generationsskifte
For John Andersen betyder salget af majoriteten af aktierne, at et generationsskifte er gennemført til hans store tilfredshed, om end det er med en særlig følelse, han videregiver sit livsværk. John
Andersen siger:

- Det er naturligvis specielt at skulle overlade Aalborg Gummivarefabrik til nye majoritetsaktionærer, men jeg er meget tilfreds med løsningen og med fortsat at have tilknytning gennem en aktiepost på 20 % samt en plads i bestyrelsen. Det har været særdeles vigtigt for mig at løsningen giver de bedst mulige forhold for medarbejderne og den videre udvikling af virksomheden.

Bestyrelsen i Aalborg Gummivarefabrik vil fremover bestå af Ole W. Bæk (formand), John Andersen og René Jacobsen fra Winther Holding. Winther Holding vil fremover løse de administrative og ledelsesmæssige opgaver. René Jacobsen tiltræder som virksomhedens nye direktør.

Kilde: Vækst-Invest Nordjylland - http://www.vaekst-invest.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094