GPS-overvågning skal målrette byudvikling
Forskere fra Aalborg Universitet har gennem halvandet år undersøgt, hvordan ungdommen bruger byen. Blandt andet har de unge været udstyret med GPS-sendere, og resultaterne skal hjælpe kommunerne med at forbedre byrummet.
Forskerne fra Aalborg Universitet har ikke blot talt med de unge deltagere, men også overvåget deres færden i døgndrift via GPS.
- De unge, som bor i Aalborg Kommune, bruger op til cirka 9 % af deres samlede tid i Aalborg City. Det svarer til, at de i gennemsnit bruger ca. 18 minutter om dagen i Aalborgs centrum. Spørger man de unge, hvad der vil gøre Aalborg og andre byer til mere attraktive steder at opholde sig, er svaret klart: Der skal være steder, hvor de kan være, der skal være flere træer og planter, og så skal der være rent og pænt osv., forklarer lektor Henrik Harder, der er leder af forskningsprojektet på Institut for Arkitektur og Design.
Undersøgelsen viser også de unges syn på, hvad der kan gøre Aalborg og andre byer mindre attraktive, og her er svaret lige så utvetydigt: For megen trafik og manglende rengøring i det offentlige rum.
Målet med den omfattende undersøgelse er at hjælpe Danmarks kommuner med at gøre byrummet i de største danske byer bedre og derigennem skabe steder, hvor fremtidens brugere af byen, nemlig de unge, har lyst til at opholde sig.
Konklusionen er, at det ikke længere er byens gamle pladser, men derimod fitnesscentre og indkøbscentre, der tiltrækker de unge:
- Det naturlige spørgsmål blandt de unge synes at være: Hvorfor skal man hænge ud på byens centrale torv, når man kan gå indkøbscentret? Eller hvorfor skal overhovedet gå ud på gaden, når man kan møde vennerne på Facebook og via Twitter? Spørgsmålet er derfor, om et smart byrum belagt med dyr kinesisk granit overhovedet egner sig til unges liv anno 2009, lyder det fra Henrik Harder.
Han mener, at kommunerne må gøre noget radikalt anderledes, hvis ikke byens rum langsomt skal tømmes for mennesker.
Fakta om undersøgelsen:
• I alt er 212 unge blevet tracket med GPS-teknologi døgnet rundt i syv dage i henholdsvis 2008 og 2009. Projektet støttes økonomisk med 3,3 millioner kroner fra Realdania.
• De unge har ved undersøgelsens start fået udleveret en lille GPS-enhed, som via en satellit registrerer, hvor og hvornår de befinder sig. Hver dag har de unge desuden ført webdagbog over deres aktiviteter, og disse data er blevet koblet sammen med GPS-målingerne. På denne måde opstår en unik viden om, ikke kun hvornår og hvor meget et givent byrum bliver brugt, men også hvorfor unge bruger byen, som de gør.
Kilde: Aalborg Universitet