Flere billige boliger til København
Lokalpolitikerne har vedtaget at opføre 128 almene familie- og plejeboliger på Amagerfælledvej. Boligerne bliver de første i en række boligprojekter, som skal sikre social bæredygtighed i byens boligudbud.
Ifølge planerne bliver det Boligforeningen 3B, der skal opføre og køre driften af de 128 almene boliger, som alle opføres efter forsøgskonceptet AlmenBolig+.
Familieboligerne består af lejligheder på mellem 80 og 124 m2, mens plejeboligerne bliver på 65 m2, tilknyttet ca. 12 m2 serviceareal.
Projektet er første del af den såkaldte "Boligpakke 1", som blev vedtaget tidligere på året. Boligpakken omhandler opførelse af i alt 500 billige almene familieboliger under forsøgskonceptet AlmenBolig+ samt 220 almene plejeboliger.
Boligerne skal opføres på de kommunale grunde Amagerfælledvej, Sundbyvang, Sundbygård, Ragnhildgade, Birkedommervej og Grøndalsvænge Allé.
Kilde: Københavns Kommune