23948sdkhjf

Foster + Partners udstiller hos DAC

Ny udstilling i Dansk Arkitektur Center (DAC) sætter fokus på Foster + Partners’ arbejde med historien.
Fredag slog DAC dørene op for en ny udstilling med projekter fra den internationalt anerkendte arkitektvirksomhed Foster + Partners.

Virksomheden har om nogen sat sit præg på en række af verdens historiske bygninger og steder gennem brug af blandt andet gigantiske glaskupler og glasoverdækninger.

Working with History
Foster + Partners har gennem fire årtier skabt arkitektoniske pejlemærker verden over; fra masterplaner, lufthavne, kulturinstitutioner og kontorbygninger til private boliger og produktdesign.

Og selv om mange af disse er nye byggerier, så vedrører en stor del af Forster + Partners’ projekter også behandling af historiske miljøer, strukturer og sammenhænge.

Den aktuelle udstilling i Dansk Arkitektur Center sætter fokus på denne 'historiske' side af Foster + Partners’ arbejde og viser 19 internationale projekter - primært kulturinstitutioner - der kombinerer nyt og gammelt.

Fælles for mange af projekterne er, at de bærer, hvad der kan betegnes som en del af Foster + Partners 'signatur', de gigantiske glasoverdækninger. Disse karakteristiske overdækninger har den force, at de både respekterer de eksisterende bygninger og omgivelser og samtidig tilfører et markant og nyskabende udtryk til arkitekturen.

De danske projekter
Udstillingen viser også Foster + Partners’ danske projekter; det ikke-realiserede - men meget debatterede - designforslag til et hotel i Tivoli samt det nye Elefanthus i København Zoo, der blev indviet sidste år.

Samtidig med udstillingen vises desuden installationen ”Elephant”, der er en unik, rumlig installation med elefantanlægget som omdrejningspunkt. Bag installationen står det det københavnske arkitektkontor, SLA, der også er arkitekterne bag udformningen af landskabet omkring Elefanthuset.

SLA har de sidste 15 år præget udviklingen inden for landskabsarkitektur og byplanlægning. Baseret på en vision om at øge sanseligheden og velfærden i vores byer, byrum og landskaber har kontoret skabt en lang række banebrydende og prisbelønnede projekter såvel i Danmark som i udlandet.

Udstillingen kan opleves hos DAC i perioden 19. juni – 30. august 2009.

Kilde: Dansk Arkitektur Center

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109