23948sdkhjf

Byggebranche uforberedt på klimaudfordringer

Hvad sker der med vore bygninger, når vandstandene stiger, og hvordan tilpasser vi hele det byggede miljø til fremtidens klimaændringer? De spørgsmål, og mange andre, er blandt de centrale emner hos forskningscentret Build.aau ved Aalborg Universitet (AAU).
Nogle beregninger siger, at vandstanden om 100 år vil være steget med 0,5 meter. Andre siger 1,5 meter, og på længere sigt kan vandstanden stige med op til 80 meter, hvis al is på Jorden smelter.

Denne problemstilling, og mange andre, arbejder man på at løse hos Build.aau, hvor 300 forskere er tilknyttet landets største forskningscenter vedrørende det byggede miljø.

Herfra lyder budskabet, at byggebranchen, bygningsejerne, og samfundet i det hele taget, står stort set uforberedt i forhold til klimaændringerne:

- Menneskeheden har hidtil opfattet naturen som en relativt statisk ramme om det byggede miljø. Den opfattelse holder ikke længere. Vi må i stedet til at opfatte naturen som foranderlig, og nok også hurtigere foranderlig end vi umiddelbart kan følge med, siger institutleder Thorkild Ærø.

Enorm udfordring for eksisterende byggeri
Thorkild Ærø forklarer, at vi i fremtiden har to muligheder. Enten må vi betragte det byggede miljø som noget mere midlertidigt, eller også må vi sikre, at bygningsværkerne ikke blot kan fungere i naturen som vi kender den, men også i den natur, som vi endnu ikke kender.

I relation til sidstnævnte er det især arbejdet med den eksisterende bygningsmasse, der bliver tungt at løfte. Fx skal der tages højde for de kraftigere regnskyl, som er en anden af klimaændringernes forventede effekter. Denne effekt vil både stille større krav til den enkelte bygnings vandafledning og til kloaksystemets kapacitet.

Det samme gælder de hyppigere og voldsommere storme, som vil skærpe kravene til bygværkers stabilitet overfor vindpåvirkning.

Helt generelt vil et vådere og varmere klima let kunne medføre en række indeklimamæssige problemer i relation til fugt og skimmelsvampe.

- Det er ingen overdrivelse at betegne klimatilpasning som en af byggeriets allerstørste aktuelle udfordringer, og på universitetet ser vi frem til at drøfte med erhvervsliv og myndigheder, hvordan vi sammen kan løfte den enorme opgave vi står overfor, siger Thorkild Ærø med henvisning til, at Build.aau holder årsmøde torsdag 18. juni i Ballerup.

Centeret giver her byggebranchen, bygningsejere, myndigheder og andre interesserede mulighed for at høre nogle bud på, hvordan man kan tilpasse det byggede miljø til klimaændringerne. Det er gratis at deltage i arrangementet.

Læs mere på www.build.aau.dk

Kilde: Aalborg Universitet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095