23948sdkhjf

Gammelt trykkeri forvandlet i Århus

En gennemgribende ombygning har forvandlet Jysk Avistryks gamle bygninger til et moderne center for sundheds- og forskningsrelaterede virksomheder.
Med Skejby Sygehus som nærmeste nabo er Århus Stiftstidendes gamle trykkeri blevet omdannet til moderne center for sundheds- og forskningsrelaterede virksomheder.

Bag det såkaldte Science Center Skejby står Byggeselskab Olav de Linde, der i samarbejde med blandt andre belysningsvirksomheden Thorn har skabt de inspirerende rammer i det nordlige Århus.

- Vores ambition har været at udnytte de eksisterende bygninger og skabe et åbent og attraktivt center, hvor lejerne krydser hinandens veje. På den måde opstår der naturlige møder, som skaber god grobund for videndeling og forretningsmæssig synergi, fortæller arkitekt Jan Olesen.

I det moderne byggeri er den gamle 18 meter høje trykkerihal bevaret og udgør et naturligt og centralt atrium, der i det daglige danner ramme om kundemodtagelse, kantine, møde- og konferencerum samt andre fællesfaciliteter.

Atriummiljøet spiller således en central rolle i byggeriet, da det er med til at binde bygningernes arealer og lejemål sammen. Der er på den baggrund valgt en gennemgående belysning, som ikke blot understøtter byggeriets enkle og rene look men også krav til energioptimering, sundt indeklima og god komfort.

- Lysstyringen er baseret på tilstedeværelse og dagslysindfald, så brugerne på samme tid opnår en god komfort og sparer på lyset. Samtidig begrænser det varmeudviklingen fra armaturerne, hvilket medfører yderligere energibesparelser i kraft af, at airconditionanlægget ikke skal arbejde så hårdt, siger elektroingeniør Arne Ottosen fra Rambøll, der blandt andet har været el-rådgiver på projektet og har samarbejdet med Bravida om husets installationer.

Fakta om Science Center Skejby
• Science Center Skejby er beliggende i bygningerne, der tidligere husede Århus Stiftstidendes trykkeri, Jysk Avistryk.
• I dag rummer de cirka 10.000 m2 med blandt andet et privathospital, diverse scannings- og sundhedsklinikker samt virksomheder inden for medicinsk forskning.
• Den gamle trykkerihal danner rammen om et stort atriummiljø med kundemodtagelse, kantine, konferencerum og andre fællesfaciliteter.
• Bygherre og arkitekter: Byggeselskab Olav de Linde. El-rådgiver: Rambøll. El- og datainstallation: Bravida. Belysning: Thorn Lighting.

Kilde: Olav de Linde / Rambøll Århus / Thorn Lighting

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079