Europæisk indeklimamærke på trapperne
Dansk Indeklima Mærkning er gået med i et samarbejde, der skal sikre ét fælles indeklimamærke inden for EU.
Ifølge Bolius arbejder Dansk Indeklima Mærkning nemlig på at få skabt et fælles europæisk indeklimamærke i samarbejde med lignende organisationer i Tyskland, Frankrig, England og Finland.
Initiativet hilses velkomment af Lars Gunnarsen, seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut (SBi). Han mener nemlig grundlæggende, at idéen med en indeklimaordning er god, men den eksisterende danske ordning har ikke formået at vinde indpas blandt virksomhederne:
- Når det er tilfældet, ved man reelt ikke, om de produkter, der har Indeklimamærket, er bedre for indeklimaet end andre. Hvis vi kunne komme hen i en situation, hvor de gode produkter var indeklimamærkede, og de dårlige ikke var, var det godt, siger Lars Gunnarsen.
Ifølge Thomas Witterseh, sekretær hos Dansk Indeklima Mærkning, er det forventningen, at en fælles europæisk ordning vil øge antallet af mærkede produkter fra de nuværende cirka 2.000.
Fakta om Indeklimamærket
Dansk Indeklima Mærkning (DIM) er en frivillig mærkningsordning for byggevarer og produkters påvirkning af indeklimaet. Den nuværende ordning er fælles for Norge og Danmark og omfatter følgende kategorier:
Vinduer & yderdøre, pleje- & vedligeholdelsesprodukter, loft- & vægsystemer, textile gulvbelægninger, indvendige døre & mobilvægge, halvhårde gulvbelægninger, laminatgulve & trægulve, køkken-, bad- & garderobeskabe, møbler & inventar, indendørs bygningsmaling, kabelføringsmateriel & lister samt huse.
Kilde: Bolius