Kommune vil hjælpe byggefirmaer
Via et større dialogmøde forsøgte Køge Kommune forleden at gøre opmærksom på det anlægsprogram, der findes i kommunen i år og de kommende år.
- Det er med til at holde gnisten oppe hos de lokale håndværksmestre, når man ved, at de her opgaver findes i kommunen. Man kan som virksomhed se på, hvad og hvordan man kan efteruddanne sine medarbejdere til, alt afhængigt af, hvilke opgaver man har tænkt sig at byde ind på, forklarer John Hvass fra Dansk Byggeri.
Han er overbevist om, at der er flere opgaver i kommunerne, end håndværksmestrene er klar over, og derfor ser han yderst positivt på den målrettede form for dialog, som nu er indledt i Køge.
Blandt de forestående opgaver i Køge Kommune er et større havneprojekt, byudvikling i den nordlige del af byen samt ombygning af det tidligere rådhus i Borup.
Kilde: P4 København