Dansk Byggeri: Kreditstramninger årsag til mange konkurser
Der var 94 konkurser i bygge- og anlægsbranchen i april måned. Med det tal kommer vi op på 349 konkurser i bygge- og anlægsbranchen i 2009. Mange konkurser skyldes bankernes kreditstramninger
- I april måned var antallet af konkurser i bygge- og anlægsbranchen mere end dobbelt så højt som i april måned 2008 – og det er desværre ikke en enlig svale. Hvis vi ser på de første fire måneder af 2009, har der været 96 % flere konkurser i bygge- og anlægsbranchen end i samme periode sidste år. Og fortsætter dette høje antal af konkurser, runder vi 1.000 konkurser i bygge- og anlægsbranchen alene i 2009, fortæller adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.
Når alt er gjort op efter et konkursbo, vil man ofte se, at selv når al gæld er betalt, vil der være penge tilbage. Altså en konkurs der kunne have været undgået, hvis der havde været større likviditet i virksomheden.
- Vi ser i dag, at mange konkurser kunne have været undgået, hvis blot virksomheden havde haft adgang til flere rede penge. Selvfølgelig kan virksomheder blive bedre til likviditetsstyring – men det er altså en svær disciplin, når bankerne bliver ved med at stramme kravene for virksomheders mulighed for at optage lån, påpeger Lars Storr-Hansen.
- Helt reelt betyder det, at nogle virksomheder bliver skubbet ud over afgrunden, fordi bankerne har strammet op – til tider også unødigt. Nogle virksomheder kan ikke længere få de lån, de plejer, eller omkostningerne ved deres bankforretninger er blevet hævet til et niveau, hvor de ikke længere kan betale sig. Det var meningen, at kreditpakken fra januar skulle modvirke dette, men den mangler vi indtil videre at se effekten af, slutter Lars Storr-Hansen.
Kilde: Dansk Byggeri