23948sdkhjf

Fem teams konkurrerer om nyt velkomstcenter til Spøttrup Borg

Spøttrup Borg - Danmarks mest helstøbte middelalderborg - skal have et nyt velkomstcenter, der vil styrke formidlingen af borgens historie for de besøgende. Fem teams er netop blevet udvalgt til at deltage i konkurrencen om at tegne og bygge Spøttrups kommende velkomstcenter.
De fem teams, der er prækvalificeret til at komme med bud på Spøttrup Borgs nye velkomstcenter, er:

  • Børge Lind & Sønner A/S sammen med Arkitema K/S
  • Skibbild Entreprise A/S og arkitektfirmaet Kjer & Richter A/S
  • STB Byg A/S og Dorte Mandrup Arkitekter A/S
  • Steen Ginderup A/S og AART A/S arkitekter
  • Totalentreprenør Hans Ulrik Jensen A/S sammen med Exners Tegnestue A/S

Fristen for aflevering af konkurrenceforslagene fra de fem teams er 10. juli 2009. Vinderen af konkurrencen forventes offentliggjort i midten af august.

Det nye velkomstcenter bliver placeret i udkanten af Spøttrup Borgs haveanlæg, så selve borgen fortsat er områdets centrale element. Den nye bygning bliver derfor også af forholdsvis beskeden størrelse, og der vil blive lagt vægt på et enkelt og afdæmpet udtryk i høj arkitektonisk kvalitet. Velkomstcentrets multifunktionelle indretning vil sikre en anvendelse på mange niveauer og via flere formidlingsmæssige platforme.

Spøttrup Borgmuseum vil med det nye velkomstcenter kunne modtage de besøgende med en historisk introduktion til borgen. Centret vil åbne for mange nye muligheder og spændende kulturformidlingstiltag. Og det vil videreføre og styrke den allerede igangværende udvikling og formidling af hele området.

Velkomstcentret er en del af en samlet helhedsplan for Spøttrup Borg. Den samlede landskabelige helhed blev påbegyndt allerede i 1995 med genetableringen af Spøttrup Sø. Tanken er, at kvæg skal afgræsse området omkring søen for at understrege borgens fortid som studeborg. Også haveanlægget, der bl.a. omfatter en middelalderinspireret læge- og urtehave, vil blive opgraderet.

Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Spøttrup Borgmuseum, Slots- og Ejendomsstyrelsen, Skive Kommune og Realdania.

Kilde: Realdania

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14